Hvorfor er discus så dyre?

Forfatter: Kim Gam-Jensen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 26/11-2009 26/11-2009
Oprettet under: Discus
 Del

Hvorfor er discus så dyre?
- af Kim Gam-Jensen

Når du skal ud og købe discus, vil du opdage, at det er en er de dyrere akvariefisk. Men hvorfor er det sådan? Jeg har herunder prøvet at lave en lille udregning for at anskueliggøre, hvad det egentlig koster at opdrætte et kuld discus-unger.



Brun discus, (c) Michael Westermann

Udregningen er baseret på egne erfaringer og det kan muligvis gøres billigere, ligesom det helt sikkert kan gøres dyrere. Men i denne udregning tager vi udgangspunkt i en typisk Rød Turkis discus-unge på 6 måneder, der i privat handel koster kr. 100,-. Se bare her:

Forudsætninger for beregningen
- En typisk unge sælges privat når den er seks måneder gammel.
- Et typisk kuld består af ca. 90 unger, hvoraf de 40-60 er salgbare (af god kvalitet).
- Kuldet går i et 200 liters akvarium med 2x18 watt lysstofrør.
- Der skiftes i gennemsnit 25% vand dagligt gennem hele opvækstperioden.
- Der bruges typisk en halv time pr. kuld pr. døgn til fodring, vandskifte etc.
- Prisen på el er angivet til kr. 1,50/Kwh og prisen på vand til kr. 20,-/m3.


Her er så selve beregningen:



*1 Varmelegeme, belysning (12 timer), UV-filter (18 timer) samt spandpumpe.
*2 pH sænket fra en tapningsværdi på 7,5 til 6,5.
*3 Inkluderer periodisk udskiftning af filtermaterialer, slanger, lysstofrør m.v.

Af beregningen, kan du se at en enkelt fisk i rene produktionsomkostninger vil løbe op i knap 50 kroner. Hertil kommer så opdrætterens omkostninger for kørsel eller fragt (efter mad, medicin) og ikke mindst tidsforbrug. Gennem hele opdrætsperioden bruges typisk mellem 14-20 timer om måneden på et enkelt kuld, hvilket svarer til ca. 1½ time pr. individ gennem hele opdrætsperioden.

Regner vi således med en timeløn på kr. 100,-, hvilket de færreste vel vil arbejde for, løber en enkelt discus op i næsten kr. 200,- og det er der ingen, der ønsker eller har råd til at betale. En gennemsnitlig privat opdrætters timeløn ligger derfor mere realistisk på omkring kr. 40-50,- vel at mærke før skat.

Når du køber en smuk discus - og måske syntes prisen er høj - så tænk på, hvor mange timers ihærdigt arbejde, dag efter dag, der ligger bag. Og glæd dig så over dine fisk, som du kan have de næste mange, mange år.

God fornøjelse!

Forfatter: Kim Gam-Jensen,
Tropefisk (Eksternt link www.gam-jensen.dk / Eksternt link www.tropefisk.dk ).
Gengivet med tilladelse