Akvariefotografering for begyndere - teknik og indstillinger

Forfatter: KimJ
Oprettet: 22/02-2010 22/02-2010
Sidst redigeret: 31/03-2010 31/03-2010
Oprettet under: Akvariefoto
 Del

Muligheden for at tage gode billeder af vore akvarier er jo næsten blevet et "must " her i disse forum-tider, hvor langt den største del af erfaringsudvekslingen foregår via pc-skærmen.

Heldigvis er det også relativt let at tage nogle duelige billeder, hvis man ligger inde med et egnet kamera, men alligevel dukker spørgsmålene om "indstillinger til akvariefotografering" jævnligt op.
Sandheden er, at der ikke er nogen fast "akvarieindstilling", men derimod en kort række parametre, som man kan vælge mellem, som hver især spiller sammen om at skabe et teknisk godt billede.

For nu at starte helt fra bunden, begynder jeg med at forklare lidt om, hvad alle de tekniske udtryk, vi smider omkring os med, egentlig betyder.


Først er der kameraets indstillingsmuligheder:

Blænde (engelsk: Aperture).
Blænden består rent mekanisk af nogle lameller, som kan justeres til at lave en større eller mindre åbning inde i objektivet, hvor lyset kan passere. Formålet er primært at regulere, hvor meget lys der lukkes ind, men der en sideeffekt; en stor blændeåbning, som lukker meget lys ind, giver et lille dybdeskarpheds elt, hvorimod en lille blændeåbning, som til gengæld lukker meget lidt lys ind, giver et større ditto.
Blændetal angives efter en tabel, hvis logik ikke ligger ligefor, så her må man bare lære den udenad. De største tal angiver de mindste åbninger!
Her er rækken af blændetal i fulde stop (hvert trin fordobler/halverer lysmængden)
1.0, 1.4, 2, 2.8, 4, 5.6, 8, 11, 16, 22...
Listen fortsætter, men det er højst usandsynligt ,at du får brug for dette. De fleste objektiver har ikke mulighed for alle indstillingerne, og især de store blændeåbninger findes kun på dyre objektiver.

Lukketid (engelsk: shutter).
Lukkeren består af to "rullegardiner" (i virkeligheden er der tale om metallameller), som vandrer vertikalt foran sensoren. Det ene gardin er fæstnet foroven, og det andet forneden. Når lukkeren ikke er aktiv, står de altid sådan, at det ene er rullet ud, og det andet ind. Det betyder, at der altid er et gardin som spærrer for lyset. Når udløserknappen trykkes ned, vil det gardin som spærrer for lyset, rulle væk og dermed lade lyset nå sensoren. når den valgte lukketid er gået, følger det andet gardin efter, og lukker nu for lyset igen. Dette skulle, hvis lukkertiden er korrekt valgt, resultere i, at sensoren har modtaget den korrekte mængde lys (i praksis er moderne lukkere lavet af lameller, men det er lettere at beskrive den gammeldags lukker, og princippet er det samme).
Generelt er den kortest mulige lukkertid ønskværdig, idet alle bevægelser, enten med kameraet eller af motivet, foretaget i det tidsrum lukkeren er åben, vil resultere i "udtværing" af billedet, og der er naturligvis mindre risiko for at dette sker, når lukketiden er f.eks. 1/1000 end 1/30 sekund.
Lukkertid angives som regel som brøkdele af sekunder (eks. 1/500), men skrives ind i mellem blot som tallet efter brøkstregen (eks. 500). Der opereres med en fast tabel, hvor hvert trin er en fordobling/halvering af lysmængden, men nogle kameramodeller kan bruge værdier, der ligger mellem disse. Et uddrag af tabellen, med de tider som er mest relevante:
1/30, 1/60, 1/125, 1/250, 1/500, 1/1000...

ISO-værdi (engelsk: ISO value).
ISO-værdien er et udtryk for, hvor meget det signal, sensoren modtager, forstærkes. Jo højere ISO-værdi, jo mindre lys kræves der, for at belysningen af billedet bliver korrekt.
Bagsiden af en højere ISO-indstilling er imidlertid, at signalforstærkningen medfører noget man i daglig tale kalder "støj" (engelsk: noise) der fremtræder som korn eller farvebånd i billedet, hvis man kommer for højt op. Derfor er det altid en god idé at holde den så lavt som det er praktisk muligt. Nyere DSLR kameraer er dog efterhånden så gode, at værdier op til ISO 1000,er ganske udmærkede, og i visse tilfælde har jeg haft gode erfaringer med værdier op til ISO 2500. Dette er dog ikke noget man skal regne med!

De tre ovennævnte indstillingsmuligheder spiller sammen om at give et korrekt belyst billede, men har, som det ses, også nogle sekundære egenskaber, som kan gøre det vanskeligt at vælge den rette kombination. I det følgende ses der bort fra brug af flash!

Man kan opfatte ISO som base-indsillingen. Den vælges, så den giver mulighed for at opnå nogle fornuftige kombinationer af blænde/lukkertid. Som nævnt er det en fordel at holde den så lavt som muligt, men ved dårlige lysforhold er man nødt til at justere op. Hvor meget man kan gøre dette, og hvor synlig "støjen" bliver, afhænger af kameraet (her er en af de eneste parametre, hvor valget af kameramodel virkelig har noget at sige).

Blænde/lukketid er afhængig af hinanden; hvis man vælger en stor blændeåbning, som lukker meget lys ind, har man ikke brug for så lang en lukkertid, som hvis man vælger en lille blænde, der lukker mindre lys ind. Tænk på det som at fylde et glas med vand; drejer man helt op for hanen (stor blænderåbning) tager det kortere tid (lukketid) at fylde glasset! Herunder er nogle blænde-lukkertidskombinationer, som alle vil give samme mængde lys på sensoren:
4-1/250
5.6-1/125
8-1/60
11-1/30
Tallenes indbyrdes forhold afhænger naturligvis af den tilgængelige lysmængde!

Den sidste indstillingsmulighed er fokusering, som i modsætning til de tre førstnævnte ikke har nogen sammenhæng med eller påvirkning af noget andet. Her gælder kun én regel, nemlig at motivet skal være i fokus! Langt de fleste kameraer har indbygget AF, og det virker som regel rimelig godt (her er et andet parameter, hvor man kan købe sig frem til bedre muligheder), men i enkelte tilfælde kan det være nødvendigt at fokusere manuelt. Da hver kameramodel har sine egne særheder, er det vanskeligt at give gode råd her, men som hovedregel virker det bedst, hvis man kun bruger en enkelt AF-sensor (den midterste) og har AF sat på continuous, som får kameraet til at blive ved med at fokusere, så længe man holder udløserknappen halvt nede.
Man skal her være opmærksom på, at kameraet i denne indstilling tillader at billedet tages, også selv om motivet er ude af fokus!


Herunder følger en illustreret gennemgang af de forskellige indstillingsmuligheder på et typisk DSLR.

Centeret for indtillingerne er det såkaldte programhjul, som findes på stort set alle DSLR i lav- og mellempris gruppen. Billedet herunder er af et Nikon D70s, men de omtalte funktioner findes på alle DSLR kameraer:



Hjulet her, er delt op i to "afdelinger"; en med sort baggrund, og en med sølvfarvet baggrund. Indstillingerne på sort baggrund kan variere meget fra kamera til kamera, og er stort set bare automatiske valg af indstillinger, som man selv kan foretage, hvis man ved hvad man laver. Denne del af hjulet glemmer vi fra nu af, da de ikke bidrager til forståelsen af, hvordan kameraet virker!

På den sølvfarvede baggrund, er der 4 indstillinger; M, A, S, P.

M står for Manual, eller Manuel, og betyder, at alle indstillinger skal foretages af fotografen. Det betyder, at man selv skal vælge både blænde og lukketid (ISO- værdien ser vi bort fra her, da den som regel er valgt i forvejen, og ligger "fast"). Dette gøres naturligvis ikke bare på må og få, men justeres ind, så lysmåleren i søgeren viser, at billedet vil blive korrekt eksponeret. Lysmåleren er som regel en skala som sidder i bunden af søgeren, som viser, hvordan de aktuelle indstillinger vil eksponere billedet i forhold til det som kameraet vurderer som det korrekte. DENNE LYSMÅLER ER KUN SYNLIG NÅR KAMERAET STÅR PÅ M!
Som det sikkert allerede fremgår, er dette ikke den bedste metode, når der er tale om motiver der bevæger sig hurtigt mellem områder med forskellige lysniveauer, og selv om mange garvede fotografer sværger til den, må man objektivt sige, at metoden ikke giver nogle resultater, som man ikke kan opnå ved de 3 andre indstillinger.

A står for Aperture, eller Blænde. På nogle kameraer hedder indstillingen Av, men det er det samme. Indstillingen betyder, at fotografen selv skal vælge blænden, hvorefter kameraet så vælger den korrekte lukkertid ud fra det tilgængelige lys. Denne indstilling er formentlig den mest anvendte blandt erfarne fotografer, fordi den tillader at man foretager det mest oplagte kreative valg selv, og lader kameraet om at ordne det ,som alligevel skal rettes ind derefter, automatisk. I forbindelse med akvariefotografering (stadig uden flash!), vil den store eksponeringsmæssige udfordring som regel være at få en tilstrækkelig hurtig lukketid, hvilket opnås ved at vælge størst mulige blændeåbning (laveste tal!). Prisen er, at dybdeskarpheden bliver mindre, jo større blændeåbningen er, så hvis man overhovedet KAN få acceptable lukketider ved en mindre blændeåbning, bør man forsøge dette.

S står for Shutter, eller lukker. På nogle kameraer hedder indstillingen Tv. Indstillingen betyder, at fotografen selv skal vælge lukketid, hvorefter kameraet så vælger den korrekte blænde ud fra det tilgængelige lys. Som det ses vil man stadig opnå nøjagtigt samme billede, som hvis man valgte M eller A, men her prioriterer man altså at få en bestemt lukketid, og lader kameraet om at indstille den tilhørende blænde efter hvor meget lys man har til rådighed. Indstillingen er mest brugbar, hvis man specifikt ønsker en langsom lukketid, som kameraets programmering ellers er indstillet til at undgå p.g.a. risikoen for rystede billeder. Hvis man er interesseret i hurtigst mulig lukketid, virker A-indstillingen bedre (se ovenfor). Kommer man til at vælge en lukketid, som ikke kan lade sig gøre, fordi der ikke kan findes en passende blænde, vil søgeren indikere dette, ved at blændetallet begynder at blinke. Vælger man at ignorere dette, tager kameraet enten billedet med den hurtigst mulige lukketid, som vil give et korrekt eksponeret billede, eller tager alligevel billedet som krævet af indstillingen, men dette vil så blive forkert eksponeret.

P står for Program. I denne indstilling vælger kameraet automatisk både lukketid og blænde ud fra et program som er lagt ind i kameraet af producenten. Ideelt set, tager programmet højde for, hvilken brændvidde objektivet har (eller for zoom-objektiver: er indstillet på), men det er ikke alle kameraer som gør dette, så vær opmærksom her!
De fleste kameraer har noget som kaldes "programforskydning". Det betyder, at man, hvis man ikke er tilfreds med det valg kameraet har gjort, kan forskyde blænde/lukketids kombinationen. Har kameraet valgt f.eks. en lukkertid på 1/125 og en blænde på 8, kan man forskyde dette til 1/250-5.6 eller 1/500-4 o.s.v. (se evt blænde og lukketids-tabellen i Akvariefotografering 1-0-1). Man kan naturligvis også gå den anden vej!

For A og S gælder, at den værdi man selv skal vælge, justeres med et kontrolhjul. På de bedre kameraer er der 2 hjul. Der ligger kontrollen af blænde og lukketid på hvert sit hjul, men på nogle kameraer er der kun et hjul, og her afhænger funktionen af indstillingen, således at man automatisk justerer det man selv kan. M giver så et lille problem, idet der er to ting man selv skal justere, med her gælder det, at der for den ene indstilling skal trykkes på en eller anden knap, mens man drejer på hjulet (konsulter manualen!). På et sådant kamera er indstillingen M endnu mere besværlig, end den er i forvejen! For P gælder, at kontrolhjulet bruges til at forskyde kombinationerne.
Herunder ses billeder af kontrolhjul. De sidder på det førnævnte Nikon, som altså har to hjul.



Det kan ske, at kameraets lysmåler bliver snydt; det sker som regel, fordi der er store områder i billedet, som enten er meget mørke eller meget lyse, hvilket får kameraet til at kompensere, ved enten at over- eller undereksponere. Det skyldes at kameraet er programmeret til, at motivet reflekterer 12% af det indkommende lys, hvilket passer rimelig godt på de fleste motiver, men selvfølgelig ikke alle.
Når dette sker, kan man gøre 2 ting; I M vil man typisk bare vælge en indstilling som viser enten over- eller underbelysning på måleren, og i alle andre indstillinger vil man bruge den indbyggede eksponeringskompensation! Herunder er vist den knap man trykker på (Det er knappen med +/- symbolet)



Man holder simpelthen knappen nede, og drejer med kontrolhjulet, til man ser en værdi i displayet, som angiver en over- eller underbelysning man regner med at der er brug for, og prøver igen!

Den omtalte lysmåler har flere måder at måle ved; typisk kan man vælge mellem Centervægtet-, Evaluerende- (kaldes ofte et eller andet "smart" som er forskelligt fra mærke til mærke, hos Nikon hedder det "Matrix") og Spot-måling.

Centervægtet måling måler hele billedfladen, men lægger ekstra vægt på det som er i midten af billedet.

Evaluerende måling måler efter et "magisk" mønster, som er udviklet af den enkelte fabrikant, og sammenholder denne måling med et indbygget arkiv af målinger. Programmet afgør så, hvad billedet sandsynligvis skal afbilde, og vælger en blænde/lukketidskombination der passer til. Det virker overraskende godt i langt de fleste tilfælde, men netop akvariefotografering kan engang i mellem snyde.

Spot-måling (findes ikke på alle kameraer), måler en lille plet, typisk i centrum af billedet, og baserer eksponeringen udelukkende efter dette. Det giver en mulighed for at prioritere hovedmotivets eksponering på bekostning af det omkringliggende, hvis dette skulle kræve noget andet.

Hvad der er bedst afhænger af situationen og vil blive behandlet i en efterfølgende artikel.

Indstillingen foregår desværre ofte i Menu-systemet, når det gælder kameraer i den billige ende, men på lidt mere avancerede modeller er der som regel en drejeknap med de relevante positioner.

FOTOGRAFERING MED FLASH

Det ovenfor beskrevne er faktisk alt sammen gyldigt, hvis man bruger en flash, blot med den forskel at flashen giver en vis uafhængighed af det eksisterende lys over akvariet og, afhængig af flashens styrke, mulighed for at tilføre næsten alt det lys man har brug for, og dermed giver mulighed for at vælge blænde/lukketids- kombinationer som ellers ville være umulige. Der er dog en begrænsning, som kræver lidt teknisk indsigt for at forstå, nemlig synkroniseringstid (også kaldet X-tid p.g.a. at tiden i "gamle dage" var markeret med et X på det drejehjul man dengang indstillede tiden med). Denne kan variere fra kamera til kamera, og ligger typisk mellem 1/120 og 1/250 sekund. Dette er den hurtigste lukketid som tillader at flashen får belyst hele billedet, og kameraet blokerer sædvanligvis for valg af hurtigere lukketider, når flashen er tændt.

Nedenstående forklaring kan man sagtens leve uden, hvis man er med på at acceptere tingenes tilstand uden at vide, hvorfor de er som de er.
Problemet ligger i konstruktionen af lukkeren; Som nævnt ovenfor, består lukkeren af to "gardiner" som trækkes fra/for med et bestemt tidsinterval. Problemet er, at der er begrænsninger for, hvor hurtigt man kan få disse gardiner til at bevæge sig, og ved meget hurtige lukketider, er det bageste lukkegardin (det gardin som lukker af for lyset igen, efter at forreste lukkegardin har åbnet) nødt til at starte sin vandring, før det forreste er nået helt frem. Der er således tale om en åben sprække mellem de to gardiner, som bevæger sig hen over billedfladen og belyser denne. Det virker fint når der er tale om kontinuerlig belysning, men et flashglimt er typisk på mellem 1/10000 og 1/100000 sekund, så resultatet vil blive, at kun sprækkens bredde modtager lys, og resten ligger i mørke, hvis man vælger en lukketid der er hurtigere end en, der tillader at billedfladen er helt åben. Denne lukketid er synkroniseringstiden!
Man kan få kameramodeller der omgår denne regel; det foregår enten ved at flashglimtet forlænges til at vare hele synkroniseringstiden, på bekostning af lysstyrke (flashpærens kraft har samme styrke, men fordeles over længere tid), og det kan give bevægelses-uskarphed ved macro-fotografering.
Den anden metode er meget lidt brugt og består i, at alle lukketider over synkroniseringstiden, klares ved at tænde og slukke for sensoren i stedet. Det er smart, men af en eller anden grund næsten aldrig brugt på DSLR kameraer (den viste model, Nikon D70, er en af meget få).


I praksis behøver man ikke at vide andet, end at det letteste er at stille flashen på automatik og kameraet på Manual (M på drejehjulet, som forklaret ovenfor). Man vælger så hurtigste synkroniseringstid, og bruger blændeåbningen til at variere på dybdeskarpheden. Begrænsningerne ligger i, at flashen, især den indbyggede som er ret svag, ikke altid kan give tilstrækkeligt lys til at give korrekt eksponering ved små blændeåbninger, og omvendt at akvariets almindelige belysning kan få for meget indflydelse på billedet ved store blændeåbninger. Blænde 8/11/16 er gode udgangspunkter for eksperimenter.



Flashens virkemåde indstilles ved at holde knappen med lynet inde, samtidig med at man drejer på et indstillingshjul, typisk det samme hjul som er beskrevet ovenfor, til indstilling af blænde/lukketid. Valgmulighederne varierer fra kamera til kamera, men omfatter typisk ting som:

Anti-rødøje, som får flashen til at blinke nogle gange før det rigtige flashglimt, og derved får pupiller der er rettet mod kameraet, til at trække sig sammen og dermed minimere effekten af "røde øjne syndromet". Ikke rigtigt brugbart til akvariefotografering!

Slow-sync, som får lukkeren til at forblive åben i den tid som kameraet ville have valgt uden brug af flash. Giver en fin effekt, hvis hovedmotivet står nogenlunde stille og kameraet er på stativ, men duer ikke rigtigt til akvariefotografering, hvor det typisk bare får billedet til at virke "uldent i kanterne".

Auto, som simpelthen måler behovet for lys, og afgiver et flashglimt der passer til! Det er sagen!

Også ved flashmåling kan kameraet tage fejl, og det rettes på samme måde som ved fotografering i naturligt lys; man bruger kompenserings-indstillingen. På nogle kameraer kan man vælge kompensering af flash direkte, på andre er det en automatisk del af eksponeringskompensationen.