Dværgguramien

Forfatter: Gunnar Lutzen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 19/12-2009 19/12-2009
Oprettet under: Asien
 Del

Dværg gurami på latin Colisa lalia findes i stilleløbende floder og søer med stor plantevækst i lavområderne i området i Indien, Pakistan og Bangladesh. Størrelsen af denne fisk kan blive op til 8 cm. Hannen er den største, medens hunnen kun bliver 5 cm lang. Af udseende er hannen den mere farverige. Kroppen er kort, men høj og langs hele siden har han 12 røde og blå streger der løber på skrå. Under maven fra hovedet (gællerne), er han smuk lyseblå farvet. Ryg– hale– og bugfinnen er blålige med røde prikker i. mellem bugfinnen og gællerne har dværgguramier to lange finner, som de bruger til at undersøge området, søge efter føde og hilse på hver anden. Disse finner er gullige farvede. Hunnen er sølvfarvet til lys beige, med nogle svage lyseblå skråstreger langs hele kropssiden. Hun er også den mest runde af de to køn.

Vandet kan være blødt til hårdt, have en pH mellem 6 – 7,5 og en temperatur mellem 24 – 28 ºC. Dværggurami er en altædende fisk, så den kan fodres med tørfoder, frostfoder, levende foder så som små fluer og lignende.

Akvariet skal ikke være for lille, fra omkring 60 liter og derfra, hvis du vil have flere dværggurami i dette. Akvariet skal være godt beplantet og med flydeplanter, bundlaget skal helst være mørkt og nogle trærødder skal være puttet i. Dværggurami er en fredelig, men sky fisk, så den skal have nogle steder hvor den kan gemme sig under og føle sig tryg. Overfladen skal ikke dækkes helt med flydeplanter, ligesom der skal være en afstand mellem vandoverfladen og dækglasset. Dette er fordi, at dværggurami skal op til overfladen for at ånde almindelig luft., kan den ikke det, så drukner den. Fisken har gæller, men bruger dem kun når den er ungfisk. Når den bliver voksen, udvikler den et labyrint, et lungesystem i hovedet, hvor den ånder luft ind gennem munden ind i dette. Dværggurami tåler ikke hvis vandet bliver for beskidt, dette er fordi, de er meget sarte, så du bliver nødt til at skifte vand regelmæssigt.

Dværggurami er en fredelig fisk, der godt kan være i samme akvarium med andre fisk, kun hvis disse ikke er for voldelige og aggressive. Det bedste er nok at have flere par gående sammen, 3-4 hanner og 7-10 hunner í et 150 – 200 liters akvarium. Husk at have plante bunker, der opdeler akvariet lidt, så hannerne kan lave deres territorier.

Dværggurami er som andre slags guramifisk og kampfisk, skumredebygger. Hannen laver en skumrede mellem flydeplanterne. Denne rede kan blive ganske rigtig stor, ca. 6 cm i omkreds og 2 cm højt. Det bedste er at sætte et par ned i er 30 liters akvarium, me planter og flydeplanter i. der skal ikke være noget filter i, fordi dette kan ødelægge hannens skumrede. Temperaturen skal sættes op til de 28 ºC. nogle siger, at man skal tilsætte lidt Toromin i vandet, for at få parret i legehumør. Dette kan jeg dog ikke selv bekræfte, da jeg ikke selv har haft dværggurami fiske. Man skal fodre parret godt og skifte ofte vand i akvariet. Da hunnen så er blevet tyk om maven, begynder hannen ofte at lave en skumrede. Husk at have tætsiddende dækglas, fordi dette hjælper til med at holde luftblærerne i skumreden bedre sammen. Medens han er i færd med at bygge skumreden, vil han jage hunnen væk fra denne, men da han er færdig med reden, lokker han hende hen imod skumreden. Da legen begynder, snor hannen sig rundt omkring hunnen og klemmer sig rundt hende. Dette ser voldsomt ud, men dette er helt normal fremgangsmåde. Da hun så begynder at lægge rogn, vil han slippe hende og tage rognen ind i sin mund, for derefter at spytte dem op i skumreden. Da legen er overstået, skal du med det samme fjerne hunnen fra legeakvariet, fordi han kan finde på at jage hende og muligvis slå hende ihjel, for at beskytte sine rogn.

Han passer derefter de 400 – 600 rogn, og 24 timer senere, ved 28 ºC kommer ungerne til verden. De er meget små og hænger mellem luftblærerne i 3 dage. Efter disse, begynder de at svømme frit rundt. Det er nu, at hannen skal fjernes fra legeakvariet, fordi nu kan han finde på at spise sine egne børn. Vandstanden i akvariet bliver nu sænket ned til ca. 10 cm. højde. Ynglen skal fodres med ganske fint foder i begyndelsen, infusorier eller Liquitfry no. 1. Efter 5 –6 dage kan du begynde at fodre ungerne med nyklækket artemia. Dette sætter fart på ungernes vækst. Husk at skifte vandet regelmæssigt, og tilsætte vand med samme temperatur som det der er i akvariet. Kun lidt koldere eller varmere vand er nok til at give ungerne et chok og kan dø af dette. Da ungerne vokser, er der altid nogle der bliver hurtigt store. Disse skal sorteres fra, fordi disse store unger vil altid æde sine mindre søskende.

Ofte er kvaliteten af dværggurami dårlig. Dette er måske fordi, at der er for meget indavl i fisken. Der findes flere forskellige varianter af dværggurami; Blår dværggurami, Neon dværggurami, Regnbue dværggurami, Solskingurami og Rød dværggurami. Af guramier der ligner dværggurami kan her nævnes: Stribet gurami Colisa fasciata, Honninggurami Colisa chuna, Tyklæbet gurami Colisa labiosa.Flere oplysninger kan læses om denne fisk i bøgerne: Labyrintfisk – Benny B. Larsen og F. Ingemann Hansen, Akvarieguide – Back to Nature, Akvariehåndbogen, Labyrint fish – Tetra.

Tekst Gunnar Lützen ©