En tur til Michoacan i Mexico

Forfatter: Thue Grum-Schwensen
Oprettet: 03/12-2007 03/12-2007
Sidst redigeret: 21/12-2009 21/12-2009
Oprettet under: Besøg og møder
 Del

En tur til Michoacan i Mexico





Artiklen har tidligere været bragt i Poecilia Bladet nummer 1/2007. Poecilia Bladet udgives af Poecilia Scandinavia og handler fortrinsvist om naturformer af ungefødende tandkarper. Den bringes her i lettere redigeret form:




Delstaten Michoacan i Mexico ligger næsten midt i landet, idet den dog strækker sig fra det bjergrige indre Mexico helt ud til vestkysten.
Delstatens hovedstad Morelia med omkring en million indbyggere ligger inde i landet og er samtidig hovedsæde for delstatens universitet. Et universitet, hvor det biologiske institut og Aqua Lab  knyttet til det biologiske institut - udfører et stort bevaringsarbejde for blandt andet masser af ungefødende fisk.

En gruppe på seks fra Poecilia Scandinavia deltog i November 2006 på en tur til Morelia og Michoacan. Det var nordmanden Rune Evjeberg og danskerne Kai og Sofie Qvist, Bente og Per Hesselberg samt undertegnede.
I forhold til Poecilia og ungefødende tandkarper var der tre hovedformål: At deltage i et stort symposium i Morelia om levendefødende fisk over tre hele dage, at besøge Aqua Lab og endelig og ikke mindst at se på biotoper og eventuelt selv fange fisk fra området.






Selve symposiet var videnskabeligt anlagt, men gav også plads til dedikerede hobby-folk. Samtidig dedikerede symposiet sig til en af de store fortalere for samarbejde mellem hobby og videnskab, englænderen Ivan Dibble. At et symposium arrangeret af videnskabsfolk dedikerer arrangementet til en fremtrædende hobbymand  Goodeidernes fader, som de kaldte ham  lover godt for netop dette samarbejde.



Et af problemerne er måske også uvidenhed hos andre akvarister. Samarbejde mellem hobby og videnskab om de truede ungefødere er måske reelt det eneste sted, hvor et sådant samarbejde fungerer i praksis. Videnskabsfolk er ofte meget skeptiske overfor hobbyen. Desværre.

Æren for at det fungerer her, tilfalder ikke mindst Ivan Dibble, og også derfor var det godt, at symposiet blev dedikeret ham. En anden og yngre kraft bag dette samarbejde er den mexicanske biolog Omar Dominguez  som i øvrigt er udklækket fra universitetet i Morelia.

Poecilia Scandinavia deltager direkte i dette arbejde  gennem projektet Fish Ark, der blandt andet støtter Aqua Lab.




Besøg på Aqua Lab

Derfor var det da også en stor oplevelse at besøge netop Aqua Lab.
Gamle rustne og nedslidte akvariereoler var netop blevet smidt ud og erstattet af reoler lavet i beton op til symposiet. Også nye beton-bassiner indendøre var netop blevet færdige. Aqua Lab er i princippet en form for opdræts-center, hvor man forsøger systematisk at opdrætte de truede Goodeide-arter. I dag har man med en enkelt undtagelse samtlige omkring 40 Goodeidearter på Aqua Lab.




Derudover har man også enkelte truede arter af andre ungefødende  for eksempel nogle Gambusia-arter og Poeciliopsis-arter. Endelig er der også lidt lokale Cichlider og Malle-arter, salamandre og lignende.

Ud over at opdrætte for at bevare arter og i nogle tilfælde endda med henblik på genudsættelse efter vel udført naturgenopretning (et projekt er i gang og et andet er desværre gået i stå), handler det også om at opdrætte fisk til videnskabelige formål  og til hobbyfolk. Vi fik for eksempel adskillige fisk med hjem. På forhånd havde vi sendt en ønskeseddel, og selv om ikke alle ønsker gik i opfyldelse (det ville også være meget forlangt), fik vi en hel del fisk med hjem.

Udgangspunktet var tydeligt fra Aqua Labs side: De steder, hvor det var muligt at dele og samtidig bevare en opdræts  og levedygtig bestand, var der ingen smalle steder. Men det satte så naturligvis også sine både gode og velbegrundede grænser !

Den nye leder af Aqua Lab, professor Rebeca Aneli Rueda, viste gerne rundt  og der var meget at se. Lige meget held havde de dog ikke med alle arter. Skiffia francesae, som også regnes for ganske vanskelige, kneb det for eksempel med at opdrætte. Her ser det lykkedes bedre i Europa, hvor ikke mindst Chester Zoo i England har held med at opdrætte arten.




Symposiet

Turen til Mexico handlede ikke kun om besøget på Aqua Lab.
Symposiet var på mange måder spændende. Foredrag om, hvordan insektmidler og forurening (blandt andet med hormoner) kan påvirke sexualitet og dermed også bevaringsprojekter hos ungefødende fisk, foredrag om naturligt forekommende hybrider (krydsninger) i Xiphophorus-slægten, om betydningen af introducerede fisk i forhold til den oprindelige bestand (i dette tilfælde af Poecilia mexicana blandt goodeider), et foredrag om halvnæb, et om lys-intensitetens betydning for ynglevilligheden hos de amerikanske sejlfinnemollyer (Poecilia latipinna), om den nye guppy Poecilia wingei og eventuelt yderligere opdeling af guppyerne i flere arter  for blot at nævne nogle.

Gonopodiets længde hos forskellige arter i Poecilidae-familien var også genstand for et foredrag, og her var det bemærkelsesværdigt, at arter med et gonopodium på under en tredjedel af kropslængden havde et lille gonopodium. Måske er det meget godt, at kønsorganet hos den mandlige halvdel af menneskeheden er noget kortere.




Et foredrag om Gambusia hubbsi på Bahama handlede om, hvordan fisk, der lever i små vulkanske søer (blå huller) under stort set ens forhold med hensyn til klima og vandkvalitet, kan udvikle sig meget forskelligt i forhold til bestanden af rovfisk. I nogle af søerne var der ingen eller kun få rovfisk  i andre en massiv bestand. Faktisk betød det, at fiskene udviklede forskellige kropsformer  og at hunner i langt de fleste tilfælde foretrak hanner med samme kropsform og dermed fra lignende vandhuller som deres eget i forhold til mængden af rovfisk. Dermed viste det også noget om, hvordan udvikling i retning af forskellige arter kan finde sted. Med andre ord  om evolutionen.
Nogle foredrag var også nede at rode i både hanners og hunners kønsorganer og æg med mere. Meget småt, men ganske farverigt og flot når billeder i forbindelse med foredragene blev kastet op på en stor skærm.

Meget var ganske spændende  og noget kan også direkte bruges i hobbyen. Som for eksempel sammenhænge mellem lysintensitet og ynglevillighed eller foderets betydning for fisk under fangeskabsforhold.

Efter tre dage på skolebænken med det ene foredrag efter det andet, var det rart, at fjerdedagen var sat af til en udflugt, hvor vi blandt andet kom ud at sejle på Zirahuen-søen ikke så langt fra Patzcuaro.


Fangsttur

En hel dag fik vi også sat af til, at vi selv tog på udflugt både for at se på biotoper og selv fange fisk. Vi allierede os med to lokale biologi-studerende, som også arbejdede på Aqua Lab i Morelia. Aqua Lab har i øvrigt tilknyttet flere studerende. Det fungerer jo som en del af universitetet.




Vi besøgte to lokationer  men den ene er faktisk tre forskellige på samme tid: En kilde, en dam og en lille flod.

Vi begyndte ved den, der lå længst væk fra Morelia.

Nemlig Molino Viejo, Chapultepec near Patzcuaro, Michoacan, Mexico. Et ret stort bassin med betonkant hele vejen og i øvrigt indhegnet der meste af vejen rundt. Fra den store dam løb der i øvrigt vand ned til et mindre vandhul, hvor folk fra landsbyen havde travlt med at vaske tøj.

Der var masser af fisk på stedet. Inde langs med betonkanten vrimlede det med både ungfisk og unger af diverse Goodeide-arter. Vi fangede både med ruser og net. Mest talrige var Xenotoca variata og Skiffia lermae, men der var også nogle af de store arter  Alloophorus robustus og Goodea atripinnis.
Også Zoogeniticus quitzeoensis var her.

Vi fortsatte til La Mintzita, der ligger ikke ret langt fra Morelia. Her er der både kilde, dam og flod  og området forsyner i øvrigt millionbyen Morelia med vand.

Vi nåede ikke at fiske i floden, men både i kilden og i dammen var vi i gang. I kilden var de mest almindelige fisk nok Xiphophorus helleri  altså den almindelige sværddrager. Ifølge de biologistuderende var sværddragerne her ikke for tre år siden. Det er udsatte fisk, som udgør en hård konkurrent til kildens oprindelige og naturlige fiskebestand, som blandt andet består af de samme arter som i de foregående vandhul. Dog stødte vi her også på Poeciliopsis infans. Den forekommer naturligt  så der er altså også andre ungefødende end goodeider i området.




I dammen i samme område (La Mintzita), som var det sidste sted, vi nåede, havde vi i begyndelsen ikke meget held. Fiskene gik hverken i net eller ruser. Fra Aqua Lab havde vi lånt et stort net, som man kunne trække gennem vandet. Fem mand trak vi af tøjet (bortset fra badebukserne), hoppede i dammen og trak nettet igennem. Nu kan det nok være, vi fik fisk med op. En enkelt han af Poeciliopsis infans repræsenterede Poecilidae-familien, og han røg ud igen. Ellers var det Goodeider  og denne gang adskillige af de store  ikke mindst Goodea atripinnis.

Alle tre steder sorterede vi fiskene og gik dem igennem. Nogle få beholdt vi, mens de fleste blev smidt ud igen.

Som et kuriosum kan nævnes, at der også blev tid til andre naturoplevelser. Nogle af os tog også ud for at se på sommerfugle  mere præcist Monarch-sommerfuglene. De trækker helt fra grænseområderne mellem Canada og USA til dette område i Mexico, hvor de opsøger tre bjergtoppe ikke langt fra Morelia. Her overvintrer de og går i en slags dvale, Sommerfuglene ankommer i november  altså på samme tid, som vi var der. Noget af en tur  på bjergskråninger 3500 meter over havet.


Af Thue Grum-Schwensen

Formand for Poecilia Scandinavia

Eksternt link http://www.poecilia.org







Denne artikel er skrevet af:
Thue Grum-Schwensen, thues@dlgtele.dk