Endelig – Opdræt af rød neon

Forfatter: Rene Jez
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 06/03-2017 06/03-2017
Oprettet under: Opdræt og yngel
 Del

Endelig – Opdræt af rød neon

Af Rene Jez
Først udgivet i Tank Talk, Canberra and District Aquarium Society, Australia
Og på Eksternt link www.aquarticles.com

Oversat af Elisabeth Schrøder



(Paracheirodon axelrodi, rød neon. Photo af Johnny Jensen)

På et besøg i Jem Aquatics butikken så jeg nogle ganske unge røde neon fra en nylig sending. Fiskene var i perfekt stand, i god form og unge, lige parate og lovende.

Før i tiden har jeg købt, forsøgt at opdrætte og spildt røde neon for et godt stykke over 300 dollars. Besøget i butikken fristede mig endnu en gang. Med Bobs (ejeren) tilladelse fik jeg lov til selv at udvælge to par, da mit indkøbstrip ville forhindre en salgsassistent i at få solgt noget i meget lang tid. Hjemme opfedede jeg udelukkede de røde neon med levende foder, og de voksede hurtigt til den almindelige neonfisks legemodne størrelse. Legemodne, røde neon bliver større, når de fodres ordentligt.

Reglen mht. opdræt af tetraer er, at forsøge at få unge fisk til at lægge æg så hurtigt så muligt, for at sikre, at hunnerne er i stand til at komme af med deres æg.

Den røde neon blev opdaget i 1952 i Rio Negros øvre strækninger i Brasilien. Efter at have fået sit første navn, Hyphressobrycon cardinali, var der en slægtsrevision i 1983, og de kendes nu som Paracheirodon axelrodi.

Røde neon lever i mørkt vand og skyggede områder med langsom vandbevægelse. Disse rolige dele af floden er kendt som ”remanos”. De lokale samlere ved udmærket godt, at ”ingen remanos – ingen røde neon”. De rigeste steder kan give 5-8 fisk pr kvadratmeter. Et typisk remansos er 1,5 – 6,0 meter langt og 0,8 til 2,5 meter bredt. Vanddybden er på 0,2 – 0,4 med et maksimum på 0,7 meter, vandtemperaturen er 26,5°C.

Vandet er ekstremt fattigt på føde. De røde neon lever i stimer på voksne eksemplarer (23 – 28 mm lange ~ parate til at gyde) og unge på cirka 13 mm. De største røde neon i naturen er 30 – 33 mm lange. Akvariefisk vokser til 50 – 65 mm og lever i 6-7 år, hvorimod de røde neon i naturen kun klarer sig i 12 til 16 måneder.

Unge røde neon bør fodres op i blødt vand (vandet i Canberra (Australien) for at forhindre degeneration af deres nyrer. Yngleforhold kræver (ifølge europæiske opdrættere) pH 4,6 til 6,2 (optimalt 5,8), hårdhed på 40-60 mS.

Røde neon lægger deres æg i mørke, så mørkelægning af opdrætsakvariet er nødvendigt. Æg lægges med 8-14 dages intervaller med op til 150 eller endda 350 æg. De er yngleklare i 6-7 måneders alderen.

Med alt den viden, der var tilgængelig i akvarielitteraturen og fra mine europæiske, havde jeg opstillet opdrætsakvarier til denne art nok cirka hundred gange, men uden held. Det var ekstremt demoraliserende, da nogen i vores forening hævede at have opdrættet og opfodret dem i et selskabsakvarium. Det undrede mig, da jeg har opdrættet hundredvis af almindelig neontetra, og ungerne op til 3 ugers alderen er følsomme og kræver foder i en passende størrelse.

Yngleakvarierne var små, og målte mindre end 200 x 200 x 150 mm ( cirka 4 liter vand ), og var tilsvarende dem, der blev brugt i Europa. På bunden placerede jeg et net af rustfrit stål, for at beskytte æggene imod deres sultne forældre. Det brugte vand var fra Snowy Mountains, smeltevand, pH på 6,8 og ekstremt blødt. Jeg gjorde mig ikke umage med at sænke pH’en eller tilsætte sphagnum. Hvis fiskene lagde æg, så ville jeg gå over til en mere videnskabelig fremgangsmåde.

Jeg satte fiskene i og tilsatte et legemedium, en bunk nylon fiskesnøre. Jeg mørkelagde akvarierne, som hver rummede et par fisk. Jeg foretrækker, at lade tetraer lege parvis. Dette giver perfekt styr på produktive par og begrænser indblanding fra andre fisk. Akvarierne kan være meget små. Det er ikke anvendeligt til opdræt af fx congo- eller afrikansk flagtetra, hvor ”legejagten” er hurtig og lang, eller nogle aggressive tetraer, hvor større akvarier er bedre.

Mine venner i Europa fortæller mig, at de holder hvert par i legeakvariet i tre dage (husk intet foder), og så prøver de med et nyt par. Med mine to par var det nemt; tre dage inde, syv dage ude. Efter nogle få omgange afslørede de daglige tjek æg under gitteret. Det var fint. Nogle få æg var skimlet, men de fleste var glasklare. Parret blev fjernet. Vandtemperaturen var 26°C.

Efter 1½ dag udviklede cirka 60 larver sig. Jeg holdt dem i mørke indtil fjerdedagen, og holdt øje med hvornår de begyndte mangle føde. Problemet var, at de blev ved med at stå lodret op mod glasset, da lyset trængte ind. At afgøre hvornår der skulle fodres, var et mareridt. Et forstørrelsesglas og omhyggelige observationer af blommesækken hjalp.

Jeg forventede meget små larver, da æggene var mindre end den almindelige neontetras. Det var 3-4 mm, tilsvarende neontetralarver. I litteraturen beskrives væksten som langsom. Jeg fandt den usædvanligt langsom, og for at skaffe småt, levende foder blev jeg nødt til dagligt at indsamle cyclops nauplius (nyfødte, små cyclops: krebsdyr, der lever i små vandhuller), fodre med den rette størrelse foder og ikke overfodre. Folk, der vil gøre mig kunsten efter, bør vide, at artemia er kæmpeføde, der først kan tages efter 4 til 6 uger, så store er de!

På dette tidspunkt afviste jeg påstanden om opdræt af røde neon i et selskabsakvarium. Ungerne ville blive udslettet på ingen tid af de andre fisk.

Efter tre uger begik jeg den fejl at introducere noget lidt større foder, nogle stadig ret små cyclops. Ungerne blev angrebet af nogle få, voksne cyclops, og jeg mistede hurtigt 30 unger.

Efter fire uger blinker de almindelige neontetra’er som deres forældre, og deres længde er 10-12 mm. De små, røde neon var 8-9 mm og på dette tidspunkt begyndte den røde farve så småt at komme til syne, men neonstriben var ikke spor skinnende. Der gik yderligere 5-6 uger før de begyndte at ligne mini-voksne. Fodring var stadig et problem. Mikroorm blev ikke taget med særlig stor iver. Introduktion af større cyclops var altid en katastrofe med tab af nogle få ekstra unger. Almindelige neon er ganske hårdføre, når de først har deres fulde farver, selvom de stadig er små, og er villige til at relativt store fødeemner (på størrelse med deres øjne), men røde neon er pertentlige.

Med alle problemerne med at få to røde neon ynglevillige, opfylde kravene til vandkemi, ungernes ekstremt langsomme vækst og besværlighederne mht. fodring, har jeg meget lidt tålmodighed til overs til at opdrætte dem i større antal. Den fornøjelse vil jeg overlade til andre.

--