Akut Neon-død
Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?
vaeggemose — 30. januar 2005, 21:14
Tirsdag og torsdag købte jeg tilsammen 42 rød Neon hos samme forhandler. Nogle af dem virkede lidt udmagrede. Søndag aften har jeg 22 tilbage. Resten er afgået ved døden: Fisken bliver sløv, virker fuld og laver loops i vandet for derefter at lægge sig til hvile. En time efter er den død. Farven virker normal. Somme tider svømmede de som skråsvømmere(som om svømmeblæren var ødelagt)
Indtil sidste uge gik der 10 discus, 4 øksefisk og 9 Locariidae i vandet. Discus blev så udskiftet med de 42 neon og 4 små scalare. Vandskift: Ca 1/3 to gange ugentligt. Troede en overgang at mit Carbo Plus CO2-anlæg havde skylden og satte luft på i stedet - det hjalp ikke.
Siden jeg startede akvarie ét år siden har jeg kun haft én død fisk - så det her kommer bag på mig. Er der nogen der har nogle forslag.
VH Michael
Janne — 30. januar 2005, 23:37
Nyimporterede Rød Neon kan være temmelig sarte... Har du tjekket nitrit-indholdet i vandet? Det burde ikke være det, med vandskifter, filter osv, men just in case... Symptomerne kunne godt lyde som en forgiftning af en art.
Jeg havde lignende problemer med nogle Blyantfisk for et par måneder siden; de blev lidt sløve, stod på skrå i overfladen, og fik desuden sår på kroppen, for til sidst at dø, med eller uden tumlen rundt. Her tog hele forløbet dog et par døgn eller tre. Jeg mener (uden at være 100% sikker, dertil skal de undersøges i mikroskop), at der var tale om Ichtyosporidium, en rigtig grim, uhelbredelig sygdom... Jeg aflivede resten af flokken (dissekerede to), og håber på, at det ikke har nået at brede sig til mine andre fisk! Prøv evt at dissekere en af de døde fisk, eller afliv en, der ser sløj ud, og disseker den; hvis den er fyldt med små hvide eller brunlige cyster, er det Ichtyosporidium (eller Fisketuberkulose, det er svært at se forskel på de to sygdomme).
MVH Janne
Koralfisken — 31. januar 2005, 08:04
Har haft precis det samme problem for 1 uge siden.
Hvad er temperaturen i vandet?
vaeggemose — 31. januar 2005, 13:47
Jeg er lige kommet fra arbejde, der er ikke døde nogen Neon siden i går...det er i øvrigt alle de tynde der er væk nu - de fede er i live - ved du om andre fisk kan smittes ? Hvor kan man læse om sygdommen ?
Til kæmpemallen : Vandtemperaturen er 27 grader, PH er 7,3 og dH er 9.Var det Neon ?- Hvor høj var tabsprocenten ? -Var der sår ? Har du et mikroskob ? Var fiskene importerede ?
VH Michael
Janne — 31. januar 2005, 19:03
Jeg må indrømme, at jeg er meget i tvivl om, hvor hurtigt denne her sygdom smitter ellers raske fisk! Det er nu flere måneder siden, jeg havde episoden med Blyantfiskene, og endnu har jeg kun set én fisk, der ser ud til at være smittet. Den skal op... Når jeg ellers kan få fat i den! Den ved, jeg er ude efter den...
Kommer lige til at tænke på noget af det, jeg læste; nogle fisk er i stand til at indkapsle denne her snylter, og kan så faktisk leve fint med den gennem meget lang tid. Et andet sted læste jeg, at snylteren er til stede i ca 50 % af alle døde fisk! Om den så er skyld i deres død, eller er der fordi de i forvejen var syge, tjahh... Det har jeg ikke kunnet finde svar på. Jeg tror måske der er tale om det man kalder en svækkelsessnylter, dvs hvis fiskene i forvejen er svækkede/stressede, bliver den farlig, og kan slå fiskene ihjel ret hurtigt, mens raske fisk ikke er specielt udsatte.
Du kan meget vel være heldig, at resten af Neonerne overlever nu, hvor skravlene er døde. Jeg synes altid, man er nødt til at købe dobbelt så mange rød Neon, som man vil ende med...
MVH Janne
vaeggemose — 4. februar 2005, 09:27
Indtil videre er fiskedøden stagneret: De 22 neon er stadig i live og har det rigtig godt. Som før nævnt, det er de fede, der overlevede. Min konklusion må være at en del af de individer, jeg købte, var for svage til at klare en flytning -jeg håber det er grunden. Fra forhandleren fik jeg lidt flere af de fede neon - og de har det også fint. En sten er derfor indtil videre faldet fra fatters hjerte for dét den anden dag var ikke noget kønt syn.
Tak for jeres indlæg.
VH Michael
Catplat — 4. februar 2005, 19:34
Spørgsmål & svar
Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.
Log ind for at stille et spørgsmål.