Jeg købte disse to arter på SKS killiudstillingen i Valby Medborgerhus i 1997. Det var en mærkelig, krybende og spændende følelse der kom over mig efter købet. Hvad nu hvis de døde på vejen hjem til Færøerne, eller jeg ikke kunne få dem til at formere sig, eller …? Disse spørgsmål blev ved med at spøge i mit baghoved, men jeg havde nu bestemt mig for at prøve Cynolebias constansia’en alligevel. Hvorfor lige denne fisk? Jo, fordi jeg havde hørt og læst i forskellige killi-litteraturer, at denne art var uddød i naturen og nu kun eksisterede i akvariehobbyen. Kunne jeg få den til at yngle, og kunne jeg holde denne uddøde og "sjældne" fisk i live her på Færøerne? Jeg ville i hvert fald prøve.
Cynolebias constansia kommer fra sumpområdet ved Barra Sao Joao og Cabo Frio i Rio de Jarneiro, Brasilien. I dag er området hvor denne fisk lever, ødelagt og fisken menes at være uddød i naturen. Størrelsen af hannen er ca. 40 – 50 mm, hunnen er 30 mm. Dette er en meget fredelig og lidt sky fisk, men den er meget smuk. Hannens farve er lys gulbrun med fire rækker striber/prikker langs siden. Ryg- og gatfinnen er store og har forlængede finnestråler, hvorpå der også findes enkelte mørke pletter. Hunnen har en lidt lysere kropsfarve end hannen. Den har heller ikke de mange rækker pletter på siden, men i stedet for er der en til tre store, mørke pletter på dens side. Finnerne er mindre end hannens, og den har ikke de forlængede finnestråler.
Den er meget kræsen vedrørende foder. Den foretrækker levende foder, som artemia, daphnier, og bosmider, men kan også spise frostfoder, f.eks. røde myggelarver. En enkelt gang hvis den er meget sulten kan den til nøds spise tørfoder. Jeg har også fundet ud af, at den godt kan lide ørredfoder i str. 0,5 mm. Jeg kunne ikke få de voksne fisk til at tage tørfoder eller ørredfoderet, men da nogle store unger og ungfisk blev sat sammen med de voksne, begyndte de voksne at få interesse for dette foder, da de nysgerrigt og skeptiske så hvordan de unge fisk spiste dette. Nu spiser de dette foder med velbehag.
Levetiden for denne art er efter sigende ca. et år, men den trio som jeg har nu har levet i næsten halvandet år. Hvis man ikke har fiskerne stående for varmt, kan man forlænge deres levetid med flere uger, måske måneder, og hvis man i den kolde periode ikke fodrer for ofte kan man også forlænge deres levetid på denne måde. Men husk regelmæssige vandskift og at komme en smule salt i for at undgå forskellige sygdomme.
Nå, det par som jeg købte på udstillingen overlevede både turen op til Færøerne og karantænetiden på fire uger. Jeg så ikke meget til fiskene, men de var nu i live. Så var spørgsmålet bare om jeg kunne få dem til at formere sig. Alt blev prøvet, både med langtrævlet spagnum, da denne art er bundleger, kraftig fodring med levende artemia og frostfoder, men intet hjalp. Jeg bruger et lille K-salatbæger fyldt med sphagnum som lege og gydested. Da jeg havde haft dem i tre måneder og var lige ved at opgive dem, fandt jeg de første fire æg, som er små og er ravfarvede. I en oversigt havde jeg fundet en tavle med forskellige tørretider for de forskellige arter, og disse blev så afprøvet. Sphagnummet bliver tørret mellem en avis i to dage så den er lidt fugtig, og lægges så i en pose, hvor man skriver navnet på arten, tørredatoen og klækningsdatoen udenpå posen. Ved en temperatur på ca. 21-24°C skulle tørretiden vare seks uger, men det tog næsten ni uger før de første unger kom. Man lægger sphagnummet i et lille akvarium og hælder vand på. Den bedste tid er nok ca. fire måneder ved en temperatur på ca. 21°C; det giver de bedste resultater. Dagen efter vrimler de med små, sultne unger. De blev fodret med Liquifry no. 1, æggepulver, nyklækkede artemia og senere med mikroorm. Efter en uge begyndte jeg forsigtigt med vandskift, men det er nok bedst at begynde at skifte vand efter ca. tre-fire dage. Ungerne voksede også langsomt og så fine ud. Men nu begyndte så alle problemerne. Man må ikke sætte ungerne på et sted varmere end 23°C, eller flytte dem for hurtigt over i en større beholder, eller glemme vandskiftene og glemme at komme lidt salt i vandet, for dette dør de små unger af. Jeg regner med, at jeg har mistet omkring 100 unger på denne måde. Men jeg var heldig, at det blev til en trio lige efter mit første par døde. Efter den første klækning, bliver spagnumet igen tørret og efter ca. en mdr. kan man prøve at genklække. Jeg har prøvet at genklække en pose spagnum fire gange, og hvor der har været unger i de første tre klækninger. Jeg har i dag ca. 100 unger og ungfisk af denne art, så den overlever nok her på Færøerne.
Cynolebias (Simpsonichthys) boitonei kommer fra højlandet Goiás i Brasilien. Den findes i små vandpytter og søer, der udtørrer i en periode af året. Størrelsen af hannen er ca. 40 mm, og hunnen 35 – 40 mm. Hannens farver er rødviolet hvor der på forreste del af kroppen er nogle blå streger på tværs af kroppen, medens der på bagkroppen er ni til ti rækker blå prikker på tværs. Dens finner er ikke så store, men er også rødviolette med blå prikker. Hunnens farve er mere gulbrun med brune streger på tværs af hele kroppen. Midt på kroppen har hun en til tre store, sorte pletter. Dens finner er små og klare.
Dette er en letter art at holde end constansian’en. Den spiser næsten alt slags foder, både tør-, frost- og levende foder. Det var lettere for mig at få denne art til at gyde og få unger. De er også bundlegere og bruger sphagnum som legemedium. Æggene er store og klare i forhold til fisken. Fremgangsmåden er den samme som hos C. constastansia. Sphagnumet bliver tørret i en avis, således at den er lidt fugtig, og så kommer man det i en pose, hvorpå man skriver navnet på arten, tørredatoen og klækningsdatoen udenpå posen. Efter ca. to mdr. ved en temperatur på ca. 21°C, kan man komme sphagnummet i et lille akvarium og hælde vand på. I løbet af et døgn tids klækkes de små unger. Disse er store nok til at spise nyklækket artemia med det samme. Ellers bliver de behandlet ligesom constansia-ungerne. Unger af C. boitonei er lidt mere hårdføre end C. constansia, tror jeg nok. Man kan prøve at tørre sphagnummet igen og genklække den igen efter ca. en uge til en måned. Der er altid nogle æg tilbage, der ikke klækkes ved første forsøg. For mit vedkommende har jeg kun fået unger fra den første klækning. Man bliver nødt til at skille hannerne fra hinanden når de begynder at farve ud, da de er meget aggressive mod hinanden og slås meget. Man kan have flere hanner gående i samme akvarium, hvis det er godt beplantet og har en masse skjulesteder, både for hunnerne og de mindre hanner. Jeg er ikke helt sikker på hvor længe denne art lever. Det første par som jeg købte på udstillingen i 1997 er døde, men jeg fik dem relativt hurtigere til at formere sig end C. constansia. De første unger fik jeg allerede i november 1997 og den eneste han af dette kuld unger lever endnu.
Cynolebia constansia
Cynolebia boitonei
Kilder:
Wilson J.E. M. Costa - Perl Killifishes, The Cynolebitinae
Internet tekst J.H. Huber: Killi-Data 1996, Richard J. Sexton
Tekst og tegninger
Gunnar Lützen.