Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006
(Cichlide-farming i Belize. Foto af Rusty Wessel)
I 1990, under en fangstrejse til Mellemamerika, besøgte jeg min gamle ven og tidligere nabo gennem 20 år, T.J. Delahanty. T.J. arbejdede for Fredskorpset og boede i den mellemamerikanske kystby Belize City i Belize. Hans hjem var altid åbent for mig og jeg benyttede det ofte. Under denne første tur til Belize, fik jeg ved adskillige lejligheder at vide, at en fiskefarmer ved navn Thom Grimshaw drev en farm med tropiske fisk i den centrale del af landet. De fortalte mig, at han havde smukke blå og gule fisk. Jeg gik ud fra, at denne person var en saltvandsindsamler, som stjal blå damselfisk og gule kirurgfisk fra Det Caribbiske Havs blå vande, som grænser op til Belize, og så endelig dømmer dem til døden i en ny akvarists saltvandsakvarium hjemme i USA.
Om sider og med stort besvær blev jeg i stand til at møde denne farmer i Belize City. Utroligt nok rippede han ikke revene i Det Caribbiske Hav, men opdrættede og opfodrede de smukke blå og gule cichlider fra Afrikas store søer, såvel som cichlider hjemmehørende i Belize.
Thom’s farm (Black Orchid Ornamentals LTD) ligger nær ved Dangriga, cirka 2½ timers kørsel på grusveje syd for Belize City. Farmen består af 72 mellemstore damme, tre store reservoirs, et stort fangstbasin, et dusin beton kar og et overdækket klække-kompleks med over 40 glasakvarier. Hele farmen bliver drevet af et tyngdekraftsforsynet reservoir, som bliver holdt fyldt med en dieselkørende vandpumpe, som trækker frisk, klart vand fra Mullins River, som løber langs med hans ejendom.
(Pseudotropheus lombardoi. Foto af Rusty Wessel)
PHen i vandet er cirka 6.5, og det er let blødt. Fangstbasinet er strategisk placeret på farmens lavest liggende område. Dette forhindrer en eventuel flugt af ikke-hjemmehørende fisk ud i de lokale vandløb. Derudover er dette basin spækket med de store rovcichlider, Parachromis dovii. På den måde angriber og fortærer disse cichlider øjeblikkeligt enhver farvestrålende flygtning.
Den oprindelige besætning i Dangriga bestod primært af afrikanske cichlider, som fx Aulonocara-arter, Pseudotropheus, Melanochromis og “Haplochromis”-arter, som blev sendt til Belize fra Laif DeMason og hans Old World Exotic Fish. Efter fire års drift besluttede Thom i 1991 at skabe lidt variation, og begyndte at opdrætte andre fisk fra cichlidefamilien, og også nogle få ikke-cichlide arter.
(Labeotropheus fuelleborni. Foto af Rusty Wessel)
Ikke-cichliderne inkluderede de prangende og almindelige pragtbarber, maller, adskillige varianter af australske regnbuefisk, Synodontis-arter inklusiv S. multipunctatus, humlebi gobier og den store, blå Florida hummer. De fleste af ikke-cichliderne er komplementærfisk, som går i de samme damme som ikke-aggressive cichlider.
(Symphysodon aequifasciata. Foto af Rusty Wessel)
De nye cichlider inkluderer den særlige albino rød zebra opdrættet af Ric Biro ved Florida Exotic Fish Sales, Pseudotropheus saulosi, Pseudotropheus sp. "solid orange", Tropheus moorii yellow band, Pseudotropheus sp. "gold breast zebra", Pseudotropheus kingsleyi samt med mange andre.
(Pterophyllum scalare marble. Foto af Rusty Wessel)
Selvom det måske lader til, at vandværdierne på farmen er bedre egnede til at opdrætte sydamerikanske cichlider, klarer de afrikanske søcichlider sig meget godt ved lavere pH (omkring 6.5) og jeg har set yngelplejende Tropheus duboisi i damme i det største reservoir. Så vidt jeg ved har farmere i Florida endnu ikke mestret kunsten at opdrætte Tropheus i damme.
(Nimbochromis venustus. Foto af Rusty Wessel)
De sydamerikanske arter, som opdrættes på farmen, inkluderer den almindelige scalare (Pterophyllum scalare), den almindelig oscar (Astronotus ocellatus), severum (Heros severus), discus (Symphysodon aequifasciata), sommerfuglecichlider (Microgeophagus ramirezi) og adskillige Geophagus-arter. Geophagus-arterne klarer sig ekstremt godt i de næringsrige damme. I næsten hver dam, hvor unge Geophagus er blevet udsat, er resultatet en overpopulation af arten. Læg mærke til det store antal unger i munden på den rugende Geophagus proximus, ofte solgt i USA som G. surinamensis, på billedet. Discus’erne har ynglet i udendørs betonkar, hvor forældrene har passet ungerne. Så vidt jeg ved blev der ikke givet særlig føde eller opmærksomhed til discus’erne. Forældrene lagde æg og opfostrede deres yngel selv.
(Arter opdrættet af Thom Grimshaw i Belize, fra oven; Geophagus proximus (og med munden fuld af unger), Satanoperca leucosticta og Acarichthys helleri. Foto af Rusty Wessel)
Der er mange fordele ved at drive en fiskefarm i troperne, blandt andet billig arbejdskraft, konstant varmt vejr, en relativ ubegrænset vandforsyning og ingen restriktioner mht. brug af medikamenter for forebyggelse af sygdom hos fiskene. Men, der er også ulemper. Fiskeædende fugle er et konstant og vedholdende problem i Mellemamerika, og transporten er langsommelig og dyr. Men, sammenlignet med de problemer, som fiskefarmere i Florida ser i øjnene hver dag, giver opdræt af fisk i troperne mening for mig!
Gengivet med tilladelse fra www.cichlidae.com og Rusty Wessel