Af Ron Coleman, 2001
Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006
(Foto: Oreochromis aureus med skuffe, en almindelig introduktion i mexikanske vande. Foto af Juan Miguel Artigas Azas)
Kan en cichlide være slem? På en måde kan den ikke; alle cichlider er interessante fisk. Men somme tider kan cichlider, pga. menneskelige aktiviteter, havne de forkerte steder, og det kan være meget skidt.
De fleste cichlideholdere kender udmærket til den katastrofale indførsel af Nilaborren til Victoriasøen. Den unikke og fascinerende cichlidefauna i denne sø er for evigt ødelagt af nogle få velmenende, men fejlinformerede, menneskers handlinger. Hundredvis af arter er nu uddøde. Præcis hvor mange, finder vi aldrig ud af.
Så cichlider kan helt sikkert være ofre for menneskelige fejltagelser. Men cichlider kan også være repræsentanter for sådanne fejltagelser, typisk gennem tilfældig eller endda overlagte introduktioner.
Det sydlige Florida, for eksempel, er kendt for at have en varieret fauna af indførte arter. Visse var utilsigtede introduktioner fra fiskefarme, andre blev lukket ud af akvarister og andre igen blev med vilje sat ud; enten til sportsfiskeri eller som et forsøg på at kontrollere nogle af de øvrige, fremmede arter.
Jeg har selv observeret cichlider flere steder, fx Hawaii, hvor cichlider er at finde i både ferskvand og marine miljøer, og Texas. Begge steder konkurrerer cichliderne med de lokale fisk til stor skade for den lokale fauna.
At introducere organismer til nye miljøer, er en uforudsigelig bestræbelse. Hvis vi ser bort fra introduktioner ved uheld og udsætninger fra akvarier, kan vi overveje tilfælde, hvor velmenende personer har introduceret cichlider med et bestemt formål for øje; for eksempel for at kontrollere en anden fiskepopulation eller som sportsfisk. Det eneste man med sikkerhed kan sige med hensyn til sådanne udsætninger er, at resultatet aldrig vil blive præcist som forventet. Hvordan kan det være?
Økologer har intensivt undersøgt hvordan dynamikken mellem to arter (for eksempel et rovdyr og dets bytte) fungerer. Teorien og faglitteraturen om den slags systemer er af enormt omfang og relativt velforstået. Problemet er, at der ikke findes noget sted på jorden, hvor to arter interagerer med hinanden i total isolation fra alle andre arter eller ændringer i miljøet. Teoretiske modeller af tre-arts-interaktioner bliver hurtigt indviklede og meget sværere at forstå og anvende. Multi-arts-interaktioner med mere end tre arter er så godt som umulige at arbejde med.
I en måde at betragte tingene på, forsøger økologer at forstå, om et givent økosystem drives fra bunden og op, eller fra toppen og ned. I et bund-op økosystem sker ændringerne i det nederste led i fødekæden og giver ekko op til højere niveauer. For eksempel kan vi tænke på et hypotetisk, centralamerikansk flodsystem med ulvecichlider (Parachromis dovii) og små cichlider ligesom Neetroplus nematopus. Sidstnævnte lever primært af alger, som gror på rødder og grene, og det er muligt, at det er mængden af alger til rådighed, som begrænser bestanden. En nedgang i antallet af alger, kan føre til nedgang i bestanden af N. nematopus, hvilket igen fører til en nedgang i bestanden af deres prædator, ulvecichliderne. At fjerne ulvecichliderne har muligvis en relativt lille effekt på resten af systemet, fordi strukturen kommer fra bunden og op.
Alternativt kan det tænkes, at den overordnede struktur er fra toppen og ned. Det er måske antallet af ulvecichlider, som holder antallet af de små algespisere i skak, og disse spiser ikke alle de tilgængelig alger. I et sådan tilfælde kan en fjernelse af nogle få ulvecichlider fører til en dramatisk vækst i bestanden af N. nematopus. Det, at afgøre under hvilke omstændigheder en struktur er top-ned eller bund-op, er at område, hvor der forskes meget. Typisk arbejdes der med enten teoretiske eller meget simple, uleddede fødekæder.
Og nu til den virkelige verden i en typisk, tropisk bæk eller flod. Strukturen omkring fødevalg i sådan et akvatisk habitat er med meget lille sandsynlighed en simple fødekæde. Det er langt mere tænkeligt, at det er et indviklet net med mange kringlede forhold arter iblandt. En given art kan leve af et udvalg af andre arter, og kan ligeledes have adskillige arter som prædatorer. Og ned i denne sammenhæng, er der nogen, der udsætter en ny cichlideart. Hvad vil resultatet blive?
Tingene bliver endnu mere komplicerede af cichlidernes fleksibilitet. Mange cichlider er udprægede opportunister når det kommer til fødesøgning, og endda dem med specialiseret kæbemorfologi vil udnytte en stor føderessource uanset hvilken form den har. Det er en af grundene til, at så mange cichlider er relativt nemme at holde i et akvarium; selv specialiserede geddecichlider eller muslingespisende arter vil æde flagefoder eller pellets, hvis deres foretrukne fødeemne ikke er til stede. Derudover ændrer fisk størrelse efterhånden som de bliver ældre, og undervejs kan de også ændre præferencer mht. føde. Unge cichlider er ofte kødædere, men kan senere i livet skifte til at være primært planteædere.
Fødevalg er ikke den eneste problemstilling mht. introducerede cichlider. Konkurrence om territorier og ynglepladser er ligeledes vigtige. I mange tropiske vande er gode steder at lægge æg og opfostre unger sjældne. En art kan teoretisk set føre til en anden arts undergang, selvom den første ikke spiser den anden eller de ikke konkurrerer om samme fødeemne; individer af én art kan simpelthen udkonkurrere en anden ved at skaffe sig og forsvare vitale ynglepladser. Alternativt kan den indførte art være meget mindre begrænset i sit valg. Mundrugende cichlider har i særlig grad en kæmpe fordel over substratlegende fisk når ynglepladserne er begrænsede. Mundrugere har ofte kun brug for en lille, midlertidig gydeplads, somme tider kun i få minutter, for at kunne reproducere sig succesfuldt. Tilapia, mundrugere fra Afrika, er især i stand til at klare sig med minimale ynglepladser, og dette er en af grundene til, at Tilapia’er kan være altødelæggende for lokale fisk.
Tilapia er meget populær i tropisk akvakultur pga. deres hurtige forplantningsrate, tidlige kønsmodenhed i en alder af kun seks måneder, og deres evne til at tolerere et stort spektrum af vandværdier fra ferskt til salt, og så smager de tilmed godt. Tre arter er især vigtige i akvakultur og mht. introduktioner; Oreochromis mossambicus, O. aereus og O. niloticus, men hyppigt forekommende hybrider mellem disse arter er ofte brugt, og det kan være vanskeligt at identificere fiskene, som man støder på, på en given lokalitet.
(Foto: Oreochromis mossambicus, © Jean-Francois Helias & Johnny Jensen)
Den frustrerende del ved at vurdere den sande effekt af mange cichlide introduktioner er, at vi typisk kun har ringe eller måske slet ingen eksakte data omkring antallet og variationen af fisk før introduktionen. Det bedste vi kan gøre er, at sammenligne steder med den introducerede fisk med de steder, hvor der endnu ikke er sket en indvirkning. Gratwicke og Marshall ved Zimbabwes Universitet forsøgte, at afgøre effekten af introducerede cichlider og en aborreart, Micropterus salmoides, (en anden populær indført art mange steder på kloden) på den lokale fiske fauna i Manyame-floden i Zimbabwe. M. salmoides blev introduceret i 1932, hvorimod Serranochromis roustus, en stor rovcichlide fra den øvre Zambezi-flod, blev introduceret så sent som i 1960’erne. Begge arter har klaret sig forrygende. Den største indvirkning ser ud til at være på de små karpefisk af slægten Barbus. I visse tilfælde er antallet af Barbus-arter i floder med de nye rovfisk nu kun 1% af antallet i de floder, hvor de fremmede arter endnu ikke har invaderet. Alligevel, af en uforklarlig grund, er antallet af den hjemmehørende cichlide, Tilapia sparrmanii, faktisk vokset i områder med de nye rovdyr.
Ken McKaye og medforfattere (1995) præsenter den alarmerende historie og stadige udvikling af problemer i Nicaraguasøen. Nicaragua er den største tropiske sø udenfor Afrika. Den er et markant træk i den centralamerikanske geografi og rummer mindst 16 endemiske cichlidearter, inklusiv fisk som rød djævlecichlide (Amphilphus labiatus), den rosenbrystede cichlide (Astatheros longimanus), Hypsophrys nicaraguensis og Amphilophus rostratus. Disse fisk er vigtige for det lokale fiskeri og en vital ressource til et af Den Nye Verdens fattigste lande. I de tidlige 1980’ere blev der, i et forsøg på at øge antallet af mulige fangstfisk, udsat Tilapia. På blot nogle få år så lokale fiskere et dramatisk skift i artssammensætningen af fisk i søen. I 1990 udgjorde den fremmede Tilapia, i visse dele af søen, op til 54% af de fisk, som blev fanget. Endnu være er det, at antallet af hjemmehørende arter falder. En endnu større udfordring ligger forude. Nicaraguasøen er forbundet til det Caribiske hav via Rio San Juan. Det er en stor flod, som fisk – inklusiv store arter som for eksempel tyrehajer (Carcharhinus leucas) – bevæger sig op og ned af. Mange Tilapia er meget salttolerante og kan overleve og endda yngle i saltvand. Det er meget tænkeligt at Tilapia’en på et tidspunkt vil vandre ned af Rio San Juan og ud i de frugtbare kystområder i Det Caribiske Hav, hvor de vil kolonisere de lavvandede områder langs med Nicaraguas østlige kystlinie, som tjener som vital ”børnehave” for millioner af caribiske fisk.
De vilde fisks komplekse biologi, og uvidenheden og arrogancen blandt mennesker, er kombineret grunden til, at introduktioner af cichlider ofte er altødelæggende og med uforudsete konsekvenser.
Gengivet med tilladelse fra www.cichlidae.com og Ron Coleman