En anden metode er at lægge et fintmasket net over bunden og holde det nede med f. eks. småsten. Sådan udviklede ideen til denne æggerist sig. Problemet var, at f. eks. zebrafisk fik presset sig ind under nettet, så det hele måtte laves om. Efter en del eksperimenteren limede jeg i princippet et akvarium, hvor bunden i stedet for glas udgøres af et fintmasket net som på dette billede:
Målene på den viste æggerist er 25 cm i bredde og længde. De to af siderne er 18,5 cm i højden og de to andre 15,5 cm. Nettet er limet i bunden af de lave sider og på indersiden af de høje sider med silikonelim.
Det er vigtigt, at der limes to trekanter i foroven, da kassen ellers vil 'exse'.
Målene kan naturligvis ændres efter behov, men denne størrelse passer med frihøjden i min akvariereol.
Jeg har benyttet gardinstof med en maskestørrelse på ca. 1,5 mm., men f. eks. insektnet kan også anvendes, når blot det er af kunststof. Glasset kan med fordel være tyndt, da det kun skal holde sin egen vægt.
Æggeristen sænkes simpelthen ned i yngleakvariet og står direkte på glasbunden. Fordelene er flere: Man kan se, når der er lagt æg og endda hvor mange og om de skimler. Der er ingen skarpe kanter, hvor fiskene kan komme til skade, og de har ingen adgang til æggene.
Her er et billede af den i brug:
På billedet har jeg faktisk flere æggeriste i brug samtidigt i et 54-liters akvarie.