Krabber er et dyr som kan give et ekstra perspektiv til akvariet. Og i min snart 40 årige karriere indenfor akvariehobbyen, så er det et af de dyr som har givet mig allerflest oplevelser i mine akvarier (og udenfor).
Min krabbefamilie kommer fra Malawisøen og det latinske navn er formodentlig Potamonautus orbitospinus.
P. lirrangensis kan være et synonymnavn for samme krabbe-art. Om den hedder det ene eller det andet skal jeg ikke gøre mig til videnskabsmand over. Og krabben er ligeglad bare den får sin artemia.
Der findes da også andre krabbe-arter i Afrika, f.eks. Tanganyikasøen.
Første gang jeg så levende eksemplarer, var under mit besøg hos Stuart Grant i Malawi, helt tilbage i 1986. Under dykninger hændte det nogle få gange at vi så krabber på 5-10 m dybde. Og altid mellem klipper.
Jeg blev ret hurtigt klar over at jeg var nødt til at have nogle til mine akvarier. Så det var vel bare at bestille nogle, men helt så nemt skulle det vise sig ikke at være
.
Efter at have "skreget" på krabber i et par år, så lykkedes det mig at få fat i et par i 1988. Det var helt sikkert et par. Hunnen har et bredt bugskjold og hannen et smalt. Men gå sammen kunne de ikke. Evig og altid skulle de skændes, så de måtte have hver deres egen "lejlighed".
Den første hun som jeg havde, var jeg ligesom nødt til at kalde Hudini, fordi den ikke var til at holde inde i akvariet. Den bøvlede rundt og var kun ude på at komme på gulvtur i nullermændene under kommoderne. Den har været på havevandring og den har været med Birthe i brusebad. Hvis den havde nappet "Borgfruen" i tæerne, så var det nok ikke sikkert at jeg havde fået mulighed for at opdrætte flere af disse krabber. Hvilket dog er lykkedes nogle gange efterhånden.
Hannen var mere rolig og kunne sidde i dagevis bag filteret og småsnadre i filterslammet.
Der var måske en årsag til hunnens uro for en dag opdagede jeg at bugskjoldet var ligesom hævet og det lignede æg som kunne skimtes i kanten. Og som dagene gik, blev det mere og mere tydeligt, og "Det var æg".
Og det var måske lidt underligt. For selvfølgelig havde de gået sammen, men der havde absolut ikke været amoriner i vandet. Og jeg havde slet ikke set nogen form for optakt til sex. Så hvordan hun var blevet med rogn var mig lidt af en gåde. Og jeg var nødt til at spørge lidt rundt og der var da en hummeravler som fortalte at de kunne snyde hannen for en del parringer ved at gemme hannens sæd, og så kunne hun selv befrugte sine æg når trangen kom over hende. Det er da en besynderlig verden.
Nå ja ja, det kan jeg vel leve med, blot "Borgfruen" ikke får den slags ideer.
Men med krabberne skulle det vise sig ikke at være det sidste problem.
Jeg fik vel ca. 120-150 stk. små krabbeunger på samme størrelse som de små røde postbude der kravler rundt i haven om sommeren. Ca. 2 mm brede. De var vilde med friskklækkede artemia og cichlidegranulat og voksede rimeligt og så var det at jeg måtte til at tælle.
Antallet reduceredes langsomt men sikkert og snart havde jeg kun en 15 stykker tilbage, da jeg en dag så at de små skiderikker, sloges og slagtede hinanden. Medens de vokser må de skifte skjold, og det gør de bare ikke samtidig og snart er der rimelig stor forskel i størrelsen. Og den stærkeste overlever ved at æde sine søskende.
Så jeg måtte have dem adskilt, hvilket heller ikke var nemt. For hvis voksne krabber er svære at holde inde, så behøver små krabber et meget mindre hul at komme gennem. Skumgummi blev stoppet i sprækker og åbninger og alligevel måtte jeg slutte af med kun 3 overlevende unger.
På ca. 10 måneder var de største dog så store som 5 kr. mønt og jeg kunne sælge dem.
Det kunne jeg roligt gøre, fordi min hunkrabbe igen gik med rogn og nu havde jeg jo lært lektien og, "troede jeg", var bedre forberedt.
Men når der leges med naturen så er man jo ikke helt enerådig. Hun stak af og selv om jeg brugte timer på at lyse ind under alle møbler, så fandt jeg den først en måned senere oppe bag fryseren. Tør og død.
Senere har jeg så igen prøvet at yngle med disse spændende dyr. Og det er altid en oplevelse som aldrig er som sidste gang.
De har en rimelig stærk "personlighed" og de har ofte måtte finde sig i at få øge/kælenavne. Den sidste meget flotte hun, hed Madam Blå.
Nej, nej, nu har jeg aldrig. Allerbedst som jeg sidder her og tramper i tastaturet, ja så pusler det under skrivebordet og en krabbeunge sidder og betragter mig. Parat til at smutte hvis jeg bevæger mere en hænderne. Nå den må så tilbage i sit akvarium og jeg må gennemgå tilstopningen på akvariet, for at finde ud af hvor den er kommet ud.
Farvernes intensitet på disse krabber kan være temmelig forskellige. Et individ kan være utroligt flot mens en anden kan være ret kedelig. Efter en hamskifte kan det se endnu bedre ud.
Når man sammenligner en lille flok af krabber, voksne eller unger, ja så kan de se så forskellig ud at man kunne mene at de dækker over flere arter. Hvad dog ikke er tilfældet.
Skjoldets farve kan variere fra gråblå til rødviolet. Benene er ofte lysegrå med rødlige knæled.
Når vi får krabber hjem vildfangede, kan de være temmelig medtagne. Det er tydelig at de lever livet farligt i søen. Jeg har fået en krabbe som helt manglede de 2 store klosakse. Men ved første skjoldskifte fik den et par ret små klosakse, så ved gennem de næste 2 skifte blev de større og til sidst helt normale.
Jeg får tit en del spørgsmål ang. disse dyr og deres pleje, og jeg vil prøve at besvare dem her:
I. Fanger krabberne ikke fiskene og æder dem.?
Nej. Jeg har tit set dem forsøge at få en fisk klemt op i en krog eller hjørne, men hvis fisken er rask og OK, så har krabben ingen chance. Men hvis er fisken syg og slap, så skal krabben nok være der. Men så virker den jo som en oprydningsfaktor og agerer skraldemand.
2. Hvad spiser de.?
Stort set alt, men ikke så gerne flagefoder. Det skal helst være et produkt som krabben kan holde i sine gribeklør.
Det granulatfoder som jeg selv bruger, er de ret vilde med. Ellers gerne et stykke fiskefilet eller en klump frossen artemia.
De "lugter" sig frem for at finde foderet, så det må gerne være et foder der smager (lugter) af noget. Desuden har de føleorganer på det forreste par ben, som bruges til søgning i bundgruset.
Foderet findeles med de 2 bevægelige plader som sidder ved munden.
3. Napper de.?
Ja og hårdt. Jeg husker min barndom ved stranden hvor jeg legede med danske strandkrabber. De bliver ligesom stille og stivner når man holder dem med fingrene over skjoldet. Malawi-krabben vil vride, sprælle og skubbe til den kommer løs. Den kan ret nemt få sine klør op over skjoldet og få fat i de fingre som holder den. Og en velvoksen hunkrabbe kan nappe så det bløder. Gæt hvem der har prøvet.
4. Hvad med transport. Bider de ikke hul i plastposen.?
De napper hul i poserne, så brug en dåse eller glas. 1 L sildespand eller lignende. De behøver ikke mere end nogle få dråber vand med, så det er ikke noget der vejer ret meget.
5. Hvor længe kan de holde til at være uden for vandet.?
Jeg har haft en krabbe som boede under skrivebordet i 2 døgn. Men ofte ser jeg krabben sidde oppe på mit filtersvamp i mange døgn, men der er selvfølgelig ret stor luftfugtighed.
6. Hvor længe bærer hunnen æggene i bugskjoldet.?
Se det er lidt afhængig af den fred hun får. Normalt 2-3 måneder, men ofte vil de største unger forlade bugskjoldet når de er Ca. 6 uger, medens at de mindste kan hænge på i op til 16 uger. Så allerede her ses forskel i voksehastigheden.
7. Holdes de parvis.?
Jeg har én gang set en parring. De lå sammenlåst i missionærstilling i over 24 timer (Jow jow) og det sluttede som hos edderkopperne. Hannen døde og blev ædt. Om det altid går sådan, ved jeg ikke.
Bortset fra det så har jeg ikke haft held ved at lade dem gå sammen. De sloges så det gør noget.
Nå, det var så lidt om malawikrabben og nogle af de oplevelser den har givet mig.
Jeg håber at denne artikel kan give andre lyst til også at prøve. Så
GOD FORNØJELSE.
Niels Ventzel
Email: danciklid@get2net.dk