Anmeldelse af Tetra Natura Cyclops Block

Indsendt af Robot den fre, 09/10/2010 - 11:58
Kategori
Foder
Forfatter
Kiwa
Da jeg i min søgen efter alternative fodertyper til nogle af de specielle fisk, vi har gående, så foderet annonceret som en nyhed for et stykke tid siden, tog jeg kontakt til en forhandler for at høre nærmere om det. Forhandleren havde ikke selv afprøvet det, men var selvfølgelig interesseret i, hvad en ganske almindelig akvarist havde at sige om det. Derfor denne anmeldelse.

Foderet var udelukkende tiltænkt som supplement, til fodring af Triglachromis otostigma, der i naturen lever af en lidt speciel menu og har en fødesøgningsadfærd der fordrer, at foderet ikke hvirvler omkring finnerne på dem, hvis det er den naturlige adfærd man ønsker at se under fodring.

Foderet er afprøvet i en begrænset periode, hvilket selvfølgelig udelukker erfaringer med det på lang sigt, og hvilken indvirkning det har på fiskenes kondition og velvære ved længere tids anvendelse. Derudover var det ikke muligt på forhånd at søge oplysninger om selve indholdet i foderet i detaljer, da det er erhvervet på internettet. Varedeklarationen er i mine øjne en væsentlig ting at koncentrere sig om, hvis man går op i optimal fodring af sine fisk.

[

Producentens beskrivelse:
Tetra Nature Cyclops blok - det biologisk afbalancerede ”bløde” mad, som er en artslignende diæt. Forbliver i akvariet i op til 24 timer, så hver fisk får tid til at blive fodret på en naturlig måde.

Med naturlige kvalitets Cyclops og Dafnier, beriget med næringsstoffer og vitaminer for raske fisk og optimal smag.

Semi-blød konsistens for langsom naturlignende fodring og minimal indflydelse på vandkvaliteten.

Patenteret formel, der opretholder et sundt immunsystem.

Ingen kunstige farvestoffer.

Fodringsvejledning:
Tilbydes flere gange om ugen i tillæg til dine fisks normale kost. Supplerende foder til prydfisk.

Sammensætning:
Bløddyr og krebsdyr, soltørrede. Vandfluer (Daphnia pulex) 5,5%, Cyclops 2,0%. Alger, gær.

Analytiske bestanddele:
Råprotein 3,0%
Råolier og fedtstoffer 1,0%
Træstof 1,0%.
Fugtindhold 90,0%

Tilsætningsstoffer:
Vitaminer
Pro-vitaminer og kemisk veldefinerede stoffer med tilsvarende virkning:
Vitamin A 14.200 IE / kg, Vitamin D3 890 IE / kg
Konserveringsmidler

Foderet er afprøvet på følgende fisk og maller:
Cyathopharynx foae Sibwesa (F1)
Xenotilapia boulengeri Isanga (F1)
Cyprichromis sp. leptosoma jumbo Speckelback (F1)
Triglachromis otostigma Chituta (VF)
Synodontis granulosa (VF)
Phyllonemus typus (VF)
Ancistrus (FX)

Foderet er hurtigtsynkende, hvilket er en fordel for især bundlevende fisk og maller, samt fisk der kan have problemer med indtagelse af luft ved fodring. Derudover ser jeg det som en stor fordel, at foderet er i fast form, således at det ikke forsvinder lynhurtigt i diverse filtersystemer, hvis man har langsomt spisende fisk gående. De har mulighed for at udvise deres naturlige fødesøgningsadfærd f.eks. på bunden/i bundlaget.

Konsistensen er som en fast geleagtig masse, og lugten er bedst beskrevet som vådt frisk hø/halm. Inden granskningen af indholdsfortegnelsen, steg forhåbningen om et højt fiberindhold betragteligt. Foderet er angivet som et supplementsfoder til den daglige menu og kan anvendes flere gange om ugen.

Fiskene, foderet er afprøvet på, er en blanding af fritsvømmende og bundlevende cichlider og maller fra Tanganyikasøen. Akvariestørrelser 960 l, 720 l og 576 l. Cichliderne brød sig ikke specielt om foderet, det blev indtaget og hurtigt spyttet ud igen. Men det kan sagtens skyldes kræsenhed eller den uvante konsistens. Da mallerne konstaterede, at der var fodret og kom frem til de tilbudte foderklumper, blev det på kort tid flået i atomer, og væk var det. De var meget begejstret for det.

Blokken skulle opløses over ca. 24 timer, hvilket skulle mindske forurening af vandet. Det holder samme konsistens langt over en uge, og opløses ikke på den angivne tid. En klump foder havde forputtet sig i nærheden af en sten, og blev opdaget ved vandskift. Blokkene kunne måske være et godt alternativ til traditionelle feriefoderblokke, som nogle mener, sviner vandet mere end de gavner. Men at det er så længe om at blive opløst, bryder jeg mig ikke om, da det så i mine øjne muligvis er længe om at blive opløst i fiskenes maver/fordøjelsessystem, samt indeholder nogle ret bastante ting, der gør foderet uopløseligt.

En nærmere granskning af, hvad foderet indeholder, lader en del tilbage at ønske. Et reelt indhold på kun ca. 7,5 % krebs/bløddyr heraf 2,0 % Cyclops virker af meget lidt, især når navnet på produktet indikerer, at Cyclops er den overvejende bestanddel. Produktet har et væskeindhold på 90%, hvilket er en anelse lavere end det, man f.eks. finder i diverse frostfodertyper, som ”måske” er sammenlignelige med nærværende produkt. ”Måske” fordi produktet indeholder emner, som i mine øjne ikke er meningen med frostfodertyperne, og som man selvfølgelig skal betale for. I et rent frostprodukt som f.eks. Cyclops, forventer jeg ingen tilsætning af nogen slags, men kun den rene vare - hverken mere eller mindre.

Sammenligner man prisen på denne type foder kontra f.eks. frost, bliver man alligevel lidt overrasket.
Tetra Natura Cyclops: pris pr. gram kr. 1,17
Cyclops frost i blister: pris pr. gram kr. 0,20

Jeg synes, man betaler dyrt for den lille mængde af indhold, fiskene reelt får noget ud af at indtage, og resten af indholdet er geleagtige ingredienser, til hvilken nytte? Derudover har jeg umiddelbart ikke kunne finde oplysninger om, hvad de olier foderet indeholder, er udvundet af, og hvilken type fedt og gelestoffer der er anvendt. Dette kunne være rart at vide.

Med hensyn til hvilke fisk denne type foder egner sig bedst til, hvis det skal have den virkning som producenten har lagt op til (tillader hver fisk at spise på en langsom og naturlig måde) så fordrer det, at man ikke har voldsomme og livlige individer med en grådig appetit gående i akvariet.

Det egner sig fint til fisk, der mere går og nipper til det foder de får. Kun på den måde vil blokken holde samme form i længere tid og netop tillade alle fisk at få del i foderet. Livlige store cichlider eller maller kan nemt splitte foderet ad og dermed indtage store lunser af blokken, hvilket jeg ikke synes er hensigtsmæssig fodring af mange cichlidearter. De foræder sig lynhurtigt, og det er ikke alle cichlider, der tåler så stor en mængde foder ad gangen.

Synodontismaller og rovmaller som Phyllonemus typus er naturligt meget grådige maller, og her hos os har det gennem årerne ikke været noget problem med den føde adfærd. Så i den henseende ser jeg intet problem med denne type foder for den type maller. Forskellige deciderede sugemaller som måske ikke er så voldsomme igen, kunne til gengæld have glæde af at ligge i fred og ro og suge på denne type foder.

Jeg blev overrasket over, at andelen af krebs/bløddyr ikke var højere end tilfældet er. Der er for mange stoffer jeg undrer mig over, og som ikke er ønskede hverken til prisen, eller den type fisk det var tiltænkt. Men har man fisk af nippe typen, og måske har en kraftig filterering i sit akvarium, så er det ideelt, hvis man kan acceptere de stoffer, der giver foderet de evner det har.

[

Anmeldt af Kiwa, september 2010
Drupal 9 Appliance - Powered by TurnKey Linux