Kategori
Sydamerika
Forfatter
Johnny Hansen
Apistogramma - Dværgcichlider
En artikel af Johnny Hansen
Version 2.2
Apistogramma har altid haft en meget stor plads i mit hjerte. Det er små, forholdsvis fredelige og meget smukke cichlider, der er perfekte at have i akvarier med god beplantning.
[
Apistogramma borellii - © Martin Haapanen
De ødelægger intet og graver kun ganske lidt og man kan næsten selv bestemme, hvor de skal bo og grave.
For et par år siden faldt jeg tilfældigt over A. cacatuoides og A. trifasciata (eller en af arterne i den gruppe) i en akvarieforretning København.
[
Apistogramma trifasciata - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
Jeg måtte selvfølgelig straks anskaffe mig begge arter og gik hurtigt i gang med at indrette et par specialakvarier til dem.
Indenfor slægten kendes i øjeblikket over 50 forskellige arter. Der dukker til stadighed nye arter og underarter op, så det er en slægt, der revideres ustandseligt, omgrupperes og om-navngives i en uendelighed. I grove træk kan slægten opdeles i en række grupper, som f.eks. trifasciata-gruppen, der består af flere nærtbeslægtede arter, ortmanni-ornatipinnis-steindachneri gruppen o.s.v. men det skal vi ikke komme nærmere ind på her. Grunden til, at jeg nævner det er, at de forskellige grupper stiller forskellige krav til vand og indretning, ligesom der er forskel på hvor svære eller lette de er at have med at gøre.
Den første art, jeg stiftede bekendtskab med blev kaldt A. ortmanni i halvfjerdserne. Det er en af de arter, hvor man har været i tvivl om den præcise navngivning. Jeg har senere set den under navnet A. ornatipinnis.
Det var en let fisk at holde og formere. Den stillede ingen særlige krav til vandets beskaffenhed og jeg holdt og formerede den på ganske almindeligt postevand (på det tidspunkt københavnervand, der lå på ca 20 - 26 hårdhedsgrader (carbonathårdhed eller tyske hårdhedsgrader dH). Den er meget smuk og meget let at holde.
Dernæst fik jeg så A. agassizi, der var meget sværere at have med at gøre. Den kræver blødt vand for rigtig at trives, lige som sommerfuglecichliden, som jeg aldrig har haft held med, hverken at kunne holde i live gennem længere tid, eller at få formeret.
[
Apistogramme agassizi - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
[
Sommerfuglecichliden (ikke en apistogramma) - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
A. trifasciata er også lidt i samme retning, men hører til den gruppe, der populært kan kaldes indianerne på grund af forlængelserne i de forreste rygfinnestråler og på bugfinnerne, selv om den trivedes fint hos mig. Der kom enkelte, spredte æglægninger, men aldrig nogen levedygtige unger.
I den forbindelse skal jeg lige nævne, at den snød både mig og eksperterne et par gange. Den er i litteraturen beskrevet udelukkende som hulelegende, men nogle af parrene havde åbenbart ikke læst de samme steder i bøgerne.
De lagde enkelte gange æg på en sten, frit fremme ligesom sommerfuglecichliden, på trods af, at de havde kokosnøddeskaller og huler under rødder til rådighed.
Nu lidt om A. cacatuoides. Jeg vil ikke begynde at beskrive farver og udseende med ord. Fisk skal ses og jeg springer selv de lange beskrivelser i bøgerne over når jeg læser.
[
Apistogramma cacatuoides - © Peter Bak
Den hører til de letteste arter at holde og formere. Der findes flere farvevarianter.
Foretagsomme fiskedesignere, har skabt farvevarianter hos denne, ellers meget smukke art, samt desuden en forfærdelig albino. Disse er ikke naturligt forekommende variationer i farverne, hvilket man ofte ser med andre arter/slægter.
Teorien omkring farvevariation er dog stadig gældende, men her er det naturen, der har selekteret gennem århundreder/tusinder, så fiskene bliver mest muligt succesfulde i deres miljø-niche.
[
Apistogramma nijsseni - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
Fisken beskrives som polygam (en han til flere hunner) men mine optrådte næsten monogame og dannede egentlige par. Jeg havde dem både i specialakvarie og i det store selskabsakvarie i stuen og de trivedes lige godt begge steder.
Selvfølgelig blev ungerne hurtigt scalare- og neonfiskeguf i selskabsakvariet, selv om hunnerne forsvarede ungerne med en utrolig ihærdighed. Til slut måtte de selvfølgelig opgive, men holdt dog ofte stand 2 - 3 ugers tid. Et 140 l akvarie på en meter var tilstrækkeligt til to territorier i selskabsakvariet.
Fiskene holder til ved bunden, hvilket passer fint med de andre beboere, der bruger de mellemste og øverste vandlag.
I specialakvariet er det faktisk kun bundareal og facon, der tæller. Jo større gundareal, desto flere territorier er der plads til.Fiskene er ligeglade med, om der er 20 eller 50 cm. vand over ryggen. Det ideelle specialakvarie har en god længde og dybde, så man kan opbygge et varieret interiør med gode afgrænsninger mellem territorierne.
Jeg står selv for at skulle anskaffe 6 akvarier på 160 l hver. De har ideelle mål til dværgcichlider: 80 cm lange, 60 cm dybe/brede og 35 cm høje.
Igen, ganske almindeligt postevand, der i Køge, hvor jeg har boet de sidste 25 år er lidt mindre hårdt end vandet i København (vel nok omkring 15 - 20 hårdhedsgrader).
En temperatur på ca. 25 grader, god filtrering over et udvendigt Eheim-filter (den lille standardmodel, mit er 25 år gammelt, men fungerer upåklageligt endnu og kan stadig repareres, hvilket kun drejer sig om at udskifte aksel og rotor med 20 års mellemrum).
[
Apistogramma hoignei - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
De fleste Apistogramma-arter bliver ikke så gamle og vokser hurtigt. Hannerne opnåede en længde på godt 8 cm og hunnerne betydeligt mindre.
En ting, man skal være opmærksom på er, at hunnerne faktisk kan lege sig ihjel, så man skal give dem en pause mellem kuldene. Ellers dør hunnerne. Hannerne, der hos mig blev ca. 1 1/2 år gamle. Det er meget tydeligt at se, hvornår en cacatuoides er ved at blive gammel. Læberne vokser, fisken bliver mere og mere doven og grov og bleg at se på. Ligesom når vi selv ældes.
Hunnen tager sig alene om pasningen af ungerne, medens hannen forsvarer det omliggende territorie. Han skal ikke komme for tæt på hunnen, der hvis akvariet ikke er stort nok, så han kan holde afstand, kan finde på at slå ham ihjel, på trods af den enorme størrelsesforskel på kønnene.
Hun er meget omhyggelig og fører ungerne rundt i akvariet på jagt efter føde.
Er foderet for stort, kan hun tygge det og lade det passere ud gennem gællerne, så det lander midt i flokken. Bliver de forstyrret eller forskrækket, giver hun et signal til ungerne, der lader sig falde til bunds og ligger døde.
Når faren er overstået, signalerer hun igen og ungerne myldrer op og genoptager jagten, hvor de slap. Det er meget fascinerende at betragte.
Ungerne er forholdsvis store, når de er fritsvømmende og kan tage nyklækkede artemia, fintsiede cyclops, knust tørfoder og afskallet artemia.
[
Apistogramma macmasteri - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
De voksne fisk er ikke kræsne og er specielt glade for myggelarver og anden form for levende foder.
Man skal dog tage hensyn til, at fiskene kan komme til at forveksle unger med levende foder, selv om de er så omhyggelige med yngelplejen, så optøede myggelarver, artemia og tørfoder kan anbefales, hvis man ikke holder hunnen alene med ungerne i et specialakvarie.
Apistogrammaerne har alle et veludviklet signaleringssystem, hvor farveskift og rykvise bevægelser udgør et helt sprog som man faktisk bliver i stand til at tyde efterhånden.
A. cacatuoides kan varmt anbefales til nystartede med lyst til dværgcichlider. Det kan næsten ikke gå galt.
Andre gode begynder-apistogrammaer er ortmanni/ ornatipinnis-arterne og den gammelkendte reitzigi, der hører til blandt de mindste af arterne.
[
Apistogramma viejita - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
De kan dog være ganske sky i et specialakvarium, men man kan anbringe nogle katalysatorfisk hos dem. (AS red: Det kan være et par guppyer der i en periode går sammen med cichliderne. De bevæger sig over hele akvariet og skaber tryghed).
@kva-net siger en stor TAK til Johnny for denne interessante artikel. Mindre ændringer ved @kva-nets redaktør.
Denne artikel bringes med tilladelse af @kva-net - det elektroniske akvarieblad www.akva-net.dk
En artikel af Johnny Hansen
Version 2.2
Apistogramma har altid haft en meget stor plads i mit hjerte. Det er små, forholdsvis fredelige og meget smukke cichlider, der er perfekte at have i akvarier med god beplantning.
[
Apistogramma borellii - © Martin Haapanen
De ødelægger intet og graver kun ganske lidt og man kan næsten selv bestemme, hvor de skal bo og grave.
For et par år siden faldt jeg tilfældigt over A. cacatuoides og A. trifasciata (eller en af arterne i den gruppe) i en akvarieforretning København.
[
Apistogramma trifasciata - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
Jeg måtte selvfølgelig straks anskaffe mig begge arter og gik hurtigt i gang med at indrette et par specialakvarier til dem.
Indenfor slægten kendes i øjeblikket over 50 forskellige arter. Der dukker til stadighed nye arter og underarter op, så det er en slægt, der revideres ustandseligt, omgrupperes og om-navngives i en uendelighed. I grove træk kan slægten opdeles i en række grupper, som f.eks. trifasciata-gruppen, der består af flere nærtbeslægtede arter, ortmanni-ornatipinnis-steindachneri gruppen o.s.v. men det skal vi ikke komme nærmere ind på her. Grunden til, at jeg nævner det er, at de forskellige grupper stiller forskellige krav til vand og indretning, ligesom der er forskel på hvor svære eller lette de er at have med at gøre.
Den første art, jeg stiftede bekendtskab med blev kaldt A. ortmanni i halvfjerdserne. Det er en af de arter, hvor man har været i tvivl om den præcise navngivning. Jeg har senere set den under navnet A. ornatipinnis.
Det var en let fisk at holde og formere. Den stillede ingen særlige krav til vandets beskaffenhed og jeg holdt og formerede den på ganske almindeligt postevand (på det tidspunkt københavnervand, der lå på ca 20 - 26 hårdhedsgrader (carbonathårdhed eller tyske hårdhedsgrader dH). Den er meget smuk og meget let at holde.
Dernæst fik jeg så A. agassizi, der var meget sværere at have med at gøre. Den kræver blødt vand for rigtig at trives, lige som sommerfuglecichliden, som jeg aldrig har haft held med, hverken at kunne holde i live gennem længere tid, eller at få formeret.
[
Apistogramme agassizi - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
[
Sommerfuglecichliden (ikke en apistogramma) - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
A. trifasciata er også lidt i samme retning, men hører til den gruppe, der populært kan kaldes indianerne på grund af forlængelserne i de forreste rygfinnestråler og på bugfinnerne, selv om den trivedes fint hos mig. Der kom enkelte, spredte æglægninger, men aldrig nogen levedygtige unger.
I den forbindelse skal jeg lige nævne, at den snød både mig og eksperterne et par gange. Den er i litteraturen beskrevet udelukkende som hulelegende, men nogle af parrene havde åbenbart ikke læst de samme steder i bøgerne.
De lagde enkelte gange æg på en sten, frit fremme ligesom sommerfuglecichliden, på trods af, at de havde kokosnøddeskaller og huler under rødder til rådighed.
Nu lidt om A. cacatuoides. Jeg vil ikke begynde at beskrive farver og udseende med ord. Fisk skal ses og jeg springer selv de lange beskrivelser i bøgerne over når jeg læser.
[
Apistogramma cacatuoides - © Peter Bak
Den hører til de letteste arter at holde og formere. Der findes flere farvevarianter.
Foretagsomme fiskedesignere, har skabt farvevarianter hos denne, ellers meget smukke art, samt desuden en forfærdelig albino. Disse er ikke naturligt forekommende variationer i farverne, hvilket man ofte ser med andre arter/slægter.
Teorien omkring farvevariation er dog stadig gældende, men her er det naturen, der har selekteret gennem århundreder/tusinder, så fiskene bliver mest muligt succesfulde i deres miljø-niche.
[
Apistogramma nijsseni - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
Fisken beskrives som polygam (en han til flere hunner) men mine optrådte næsten monogame og dannede egentlige par. Jeg havde dem både i specialakvarie og i det store selskabsakvarie i stuen og de trivedes lige godt begge steder.
Selvfølgelig blev ungerne hurtigt scalare- og neonfiskeguf i selskabsakvariet, selv om hunnerne forsvarede ungerne med en utrolig ihærdighed. Til slut måtte de selvfølgelig opgive, men holdt dog ofte stand 2 - 3 ugers tid. Et 140 l akvarie på en meter var tilstrækkeligt til to territorier i selskabsakvariet.
Fiskene holder til ved bunden, hvilket passer fint med de andre beboere, der bruger de mellemste og øverste vandlag.
I specialakvariet er det faktisk kun bundareal og facon, der tæller. Jo større gundareal, desto flere territorier er der plads til.Fiskene er ligeglade med, om der er 20 eller 50 cm. vand over ryggen. Det ideelle specialakvarie har en god længde og dybde, så man kan opbygge et varieret interiør med gode afgrænsninger mellem territorierne.
Jeg står selv for at skulle anskaffe 6 akvarier på 160 l hver. De har ideelle mål til dværgcichlider: 80 cm lange, 60 cm dybe/brede og 35 cm høje.
Igen, ganske almindeligt postevand, der i Køge, hvor jeg har boet de sidste 25 år er lidt mindre hårdt end vandet i København (vel nok omkring 15 - 20 hårdhedsgrader).
En temperatur på ca. 25 grader, god filtrering over et udvendigt Eheim-filter (den lille standardmodel, mit er 25 år gammelt, men fungerer upåklageligt endnu og kan stadig repareres, hvilket kun drejer sig om at udskifte aksel og rotor med 20 års mellemrum).
[
Apistogramma hoignei - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
De fleste Apistogramma-arter bliver ikke så gamle og vokser hurtigt. Hannerne opnåede en længde på godt 8 cm og hunnerne betydeligt mindre.
En ting, man skal være opmærksom på er, at hunnerne faktisk kan lege sig ihjel, så man skal give dem en pause mellem kuldene. Ellers dør hunnerne. Hannerne, der hos mig blev ca. 1 1/2 år gamle. Det er meget tydeligt at se, hvornår en cacatuoides er ved at blive gammel. Læberne vokser, fisken bliver mere og mere doven og grov og bleg at se på. Ligesom når vi selv ældes.
Hunnen tager sig alene om pasningen af ungerne, medens hannen forsvarer det omliggende territorie. Han skal ikke komme for tæt på hunnen, der hvis akvariet ikke er stort nok, så han kan holde afstand, kan finde på at slå ham ihjel, på trods af den enorme størrelsesforskel på kønnene.
Hun er meget omhyggelig og fører ungerne rundt i akvariet på jagt efter føde.
Er foderet for stort, kan hun tygge det og lade det passere ud gennem gællerne, så det lander midt i flokken. Bliver de forstyrret eller forskrækket, giver hun et signal til ungerne, der lader sig falde til bunds og ligger døde.
Når faren er overstået, signalerer hun igen og ungerne myldrer op og genoptager jagten, hvor de slap. Det er meget fascinerende at betragte.
Ungerne er forholdsvis store, når de er fritsvømmende og kan tage nyklækkede artemia, fintsiede cyclops, knust tørfoder og afskallet artemia.
[
Apistogramma macmasteri - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
De voksne fisk er ikke kræsne og er specielt glade for myggelarver og anden form for levende foder.
Man skal dog tage hensyn til, at fiskene kan komme til at forveksle unger med levende foder, selv om de er så omhyggelige med yngelplejen, så optøede myggelarver, artemia og tørfoder kan anbefales, hvis man ikke holder hunnen alene med ungerne i et specialakvarie.
Apistogrammaerne har alle et veludviklet signaleringssystem, hvor farveskift og rykvise bevægelser udgør et helt sprog som man faktisk bliver i stand til at tyde efterhånden.
A. cacatuoides kan varmt anbefales til nystartede med lyst til dværgcichlider. Det kan næsten ikke gå galt.
Andre gode begynder-apistogrammaer er ortmanni/ ornatipinnis-arterne og den gammelkendte reitzigi, der hører til blandt de mindste af arterne.
[
Apistogramma viejita - © Johnny Jensen - www.akvariefoto.dk
De kan dog være ganske sky i et specialakvarium, men man kan anbringe nogle katalysatorfisk hos dem. (AS red: Det kan være et par guppyer der i en periode går sammen med cichliderne. De bevæger sig over hele akvariet og skaber tryghed).
@kva-net siger en stor TAK til Johnny for denne interessante artikel. Mindre ændringer ved @kva-nets redaktør.
Denne artikel bringes med tilladelse af @kva-net - det elektroniske akvarieblad www.akva-net.dk
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer