Avl, indavl og opdræt

Avl, indavl og opdræt

Version 2.1

Nye arter, nye importer, ny teknik, nye smarte indretninger. Det er alt sammen spændende, men akvaristikens hovedformål og vigtigste udfordring er altid at gennemføre et godt opdræt.

Denne artikel beskæftiger sig med de helt centrale problemstillinger omkring avl og udvælgelse af avlsmateriale.
Interessen for opdræt har hele tiden været der, men ikke alle har den fornødne viden.
Der er et par biologiske kendsgerninger, du ikke kommer uden om, hvis du vil drive seriøst opdræt,

[
Protomelas Fenestratus Taiwan Reef © Johnny Jensen - http://www.akvariefoto.dk/


Lad os begynde med lidt elementær arvelighedslære:

I hver enkelt af kroppens celler findes der en sammensætning af kromosomer. De er formet som lange tråde, der gennem deres molekyle opbygning afgør fiskens udseende og øvrige egenskaber.
I alle celler, undtagen kønsceller, altså sæd og ubefrugtede æg, findes kromosomerne i dobbelt sammensætning.
Ligesom alle andre enkeltkønnede væsener har fisken altså fået det ene kromosom i hver celle fra faderen, det andet fra moderen.
Dette indebærer således, at der findes 2 sammensatte anlæg og at der på den måde altid er et anlæg i reserve.
Selv om anlæggene i et par kan være lidt forskellige – f.eks. kan anlægget for farve i det kromosom, der kommer fra faderen være sort, medens det modsvarende kromosom fra moderen kan være rødt – så er det sådan, at begge anlæggene i princippet har samme funktion, i dette tilfælde at bestemme farven. Altså: Der findes 2 anlæg ! Det ene kan fungere som reserve for det andet. Dette er en forenkling, som ikke stemmer helt, men det giver tilstrækkelig baggrund for at forstå det følgende:

Hvis der sker en mutation, altså en forandring af et anlæg, så forbliver fisken helt normal.
Det er kun dette ene anlæg der ændres. Du kan ikke se på fisken, at den kun har ét normalt arveanlæg. Forandringen kan ske af flere årsager, f.eks. gennem en miljømæssig påvirkning.
Nu er mutation et meget dramatisk begreb, den behøver slet ikke at indtræffe, hvad den som regel heller ikke gør. Det kan også skyldes at et arveanlæg er recessivt, altså vigende.
I sådanne tilfælde vil det undertrykkes af et stærkere anlæg, altså et dominant anlæg.

Et eksempel er menneskers anlæg for brune / blå øjne.
Anlægget for brune øjne er dominant. Anlægget for blå øjne er recessivt.
Det betyder, at hvis begge anlæg er brune, så bliver man brunøjet og hvis begge anlæg er blå, så bliver man blåøjet (det sidste har vi sikkert alle været en gang imellem, men det kommer ikke under dette emne).
Således vil et barn, hvor den ene af forældrene videregiver et blåt anlæg og den anden et brunt, blive brunøjet fordi brunt er dominant i forhold til blåt.
Nu begynder det at blive interessant for den kommende opdrætter. En fisk kan altså se helt frisk og normal ud, men alligevel være bærer af mange skadede eller dårlige anlæg.
Disse anlæg vil være skjulte så længe det er friske og gode anlæg, der er dominante.
Altså kan fisken have skjulte anlæg for egenskaber, farver, former m.m., der ikke er gode for arten, men så længe de er recessive, er de uden indflydelse.
Forestil dig, at du får et nyt avlspar. Parret stammer fra samme kuld. De er helsøskende. Sandsynligvis har faderen samme recessive anlæg som moderen.
I et par, der ikke er beslægtede, er risikoen ikke stor, men hos et søskendepar er risikoen for gensidig recession noget der skal tages i betragtning. Det samme gælder blandt fætre og kusiner. Rent matematisk kan man regne sig frem til dette.

Konklusion: Alle individer har hver for sig nogle dårlige anlæg.

For det meste bliver disse kompenseret af de gode anlæg, men jo nærmere parret er beslægtede, jo større er risikoen for dårlige anlæg der parres med dårlige anlæg.
Dét vil kunne ses på afkommet og dette afkom vil igen videregive dårlige anlæg. Så har vi den degeneration, der så tydeligt præger mange akvarie fisk.

Sammenlign opdrættede fisk med vildfangede.


[
Platy - © Johnny Jensen - http://www.akvariefoto.dk/

Vi har alle set ”røde” platyer, der er gulerodsfarvede, hvor de skulle have farve som et fuldmodent jordbær. Næste gang, du er hos en akvariehandler eller en privat opdrætter, så husk på, at den flok eller stime af ungfisk, du ser i akvariet, meget sandsynligt er helsøskende.
Dét har deres forældre og bedsteforældre sikkert også været søskende og sådan kan man gå mange generationer tilbage.
Gen rouletten kører lystigt og hver gang er der stigende ”chance” for negativ gevinst i form af arveanlægs kombinationen dårlig/dårlig i stedet for den naturlige god/dårlig.Et lyst hoved vil sige: Der må da være chance for kombinationen gode anlæg + gode anlæg !
Korrekt ! Selvfølgelig er der det! Men det er ikke muligt at se det.
Hvis kombinationen er god / dårlig, så vil fisken fremtræde som normal.
Hvis man indavler fisk generation efter generation, så vil alle anlæg med tiden blive gode.
Dét kan du opnå, hvis avlsarbejdet er konsekvent og finder sted over mange generationer.

Et eksempel er rotter og mus til laboratoriebrug. Disse dyr er systematisk indavlede gennem hundreder af generationer og fremtræder som sunde og stærke dyr, hvad de også er, ellers kunne de ikke bruges i forsøg. Genetisk er de næsten = enæggede tvillinger.
Forud for disse superdyr er gået lang række generationer, som genetisk var mere eller mindre svækkede.
Disse dyr må betragtes som en mellemregning og et forudsigeligt tab. De har haft dårlige gener og måttet betragtes som biologisk mindreværdige eksemplarer.
Et typisk eksempel fra vor egen verden er guppy opdræt.

Man tager en guppy stamme med store finner, eller noget andet karakteristisk. Disse fisk med store finner indavles generation efter generation. Hver gang vælger vi de fisk, der har størst finner. De udvalgte fisk går videre som avlsdyr.
Anlæggene for store finner er recessive, de bliver altså undertrykte, men gennem indavlen kommer flere af dem frem i dobbelt anlæg dårlig / dårlig. Altså udvikler afkommet større og større finner. Samtidig bliver de mere degenererede for hver generation.
Sideløbende avler vi en stamme efter samme princip. Fiskene har også her store finner og den tendens fortsætter – finnerne bliver stadigt større. Samtidigt bliver fiskene stadig mere genetisk svækkede.Så krydser vi en han fra den ene stamme med en hun fra den anden. Finnerne bliver meget store. Chancerne for unger med kombinationen godt / dårligt anlæg er store. Hvis faderen har dårlige anlæg, så kompenseres de af gode anlæg fra moderen, eller omvendt. Kort sagt: De bliver pragteksemplarer.
En dag finder en forventningsfuld opdrætter disse pragteksemplarer i en forretning.
Fuld af glæde tager han dem med hjem og de leger !
Der kommer unger ! Jamen, kan det blive skønnere ?! Ja, dét kan det ! 1. generation bliver renracet for både gode og dårlige anlæg – efter et par generationer er de eksemplarer uden pragt. Fænomenet kaldes heterosis.Når man taler om avl og opdræt, kommer man ikke uden om begrebet indavl, også kaldet degeneration. Indavl er en væsentlig årsag til at fisken efter generationer ligner en mislykket karikatur af den oprindeligt vildfangede.

Lad os sige, at 100 fisk af en art er kommet til landet.
Det er en 1. gangs import og der findes kun disse eksemplarer i Danmark. 10 af disse fisk har så stærke arveanlæg, at de tåler den store omvæltning i en grad, så de har overskud til at formere sig.
Disse fisk leger og yngler. Altså har arten formeret sig i fangenskab ! 2. generations fiskene stammer altså kun fra disse 10 % ”særligt akvarie egnede”.2. generation leger og yngler osv., osv. Slægten føres videre. Udviklingen fører til, at vi får en stamme af arten, som er let at holde og let at opdrætte. Fisken bliver populær og næsten hvermands eje. Sådan er det gået med mange arter i løbet af de sidste næsten 100 år.
Scenen er danske akvarier, men hvad, hvis det havde været ude i den fri natur ?!

Så var disse individer måske gået tabt i naturens store sorteringsmaskine. Sådan går det i naturen for fisk, der ikke er så nøjeregnende med, hvor de leger...
Men dette er fangenskab og vore fisk bliver stadigt lettere og lettere at have med at gøre. Der sker et konstant udvalg. Nu tager de tørfoder, som supplement! Fint!
Næste generation kan leve på tørfoder. Hvor går det godt ! De bliver dygtigere og dygtigere.
Ikke nok med det, de lærer også at klare sig på dårligt vand. De trives under overbefolkning. Iltmangel betyder ingenting, de trækker vejret alligevel. Jamen, er de ikke dygtige !!!
Å hva’ så ??!!Fiskene tåler dårlige forhold og når de gør det, så får de også dårlige forhold. Når de nu lever så ”flot” af de kulørte ”corn flakes”, hvorfor så drage af sted for at fange levende foder. Og hvorfor være vandbærer, når de tydeligvis trives i hyttefadets ulækre suppe.Og ungerne, der står tæt i det lille hyttefad. Alle kan opdrætte den art, den er en ”5 øres fisk” så de skal ikke i et større akvarie – dét bliver reserveret til de nye vildfangede fra den danske førstegangs import.Den traditionelle forklaring heder noget med ”indavl”, ”degeneration” + en påberåbelse af at ”de må have frisk blod” eller lignende.En af de første, som påpegede disse forhold var Helmuth Pinter. Helmuth ville opdrætte scalarer. Han tog en flok af de usle og degenererede fisk af den slags, som vi alle har det. De fik samme betingelser, som han ville have givet de dyre førstegangs importer.
Hvad skete der? De udviklede sig til fantastiske scalarer.

De legede, de fik kæmpekuld. De passede dem forbilledligt og kuldene voksede op og blev høje og fine. Sådan endte den degeneration.
Morale: Vist findes der degeneration, vist findes der defekter fremkommet gennem indavl, men den allervigtigste faktor i generationernes udvikling fra dårlig til endnu dårligere er det forhold at fiskene tåler en ringere og ringere behandling. Dèt er den pinlige sandhed !
Hvad gør man så for at komme ud af den onde cirkel ?

Køb avlsdyr forskellige steder. ”Forskellige steder” er ikke to forskellige forretninger i amme by. De har uden tvivl købt dem fra samme opdrætter. Køb dem fra steder, der ligger så langt fra hinanden som muligt.Vær så sikker du kan, på at de er avlede fra forskellige stammer. Når du er ude at rejse, så køb et par fisk med hjem, altså sådan nogen, som du allerede har hjemme. Køb først de fisk, som de allerede har. Hvis der er penge til overs, så kan du altid købe de ”sjældne”.Gevinsten bliver frisk blod. Hvis du ikke selv har plads til så mange af samme art, så er der sikkert en bekendt, der vil overtage nogen af dem – og så kan I sammen drive et målrettet avlsarbejde til gavn og glæde for artens bevarelse.Når der så er kommet unger, så kasserer du det store flertal af dem. Du skal kun føde de allerbedste op. De ”gode” er ikke gode nok, det handler om de bedste. Resten er født som foderfisk. Resten er som regel = 90 – 95% af kuldet, måske lidt flere.I naturen er det også kun de bedste der overlever. Tænk også på, at et kuld på flere hundrede æder og kræver masser af vandskift. Et stort antal unger på akvariets relativt begrænsede plads udskiller væksthæmmende stoffer, så de vil ikke en gang nå deres naturlige størrelse.
Hele kuldet kan ende som det fænomen, der kaldes ”tusindbrødre.Begrebet dækker en stime, der går sammen på begrænset plads, f.eks. i et lille vandhul. De vokser aldrig til andet end ungestadiet, det er en strategi, som naturen har udviklet, men den fremmer altså ikke kvalitetsopdræt.
Akvarieforretningerne sælger lystigt videre af masseopdræt. En varedeklaration med garanti for Dansk Opdræt + måske opdrætterens navn er for meget nytænkning for en branche, der i øvrigt ikke har tænkt en ny tanke i den sidste menneskealder.
Men som seriøse akvarister, det er Jer, denne artikel henvender sig til, har I et ansvar for at fiskebestanden i vore akvarier får en stadigt højere kvalitet.
Endelig er der det naturlige opdræt. Hvis du ikke har prøvet det før, så prøv det!

Det er ganske enkelt. Du indretter et special akvarie, kun til denne ene art. Der skal være masser af gemmesteder til yngelen. Du skal befolke det med det antal som er naturligt for arten. Så lader du dem ellers finde ud af det selv.
Du får ikke så mange unger, men det er de bedste og de stærkeste som overlever og de gør det på de betingelser, der ligger nærmest naturens egne.
Du får med garanti ikke så meget papirguld ud af det, men du får en akvaristisk oplevelse – og det er jo i virkeligheden dét, som det hele handler om.Som en væsentlig tillægsgevinst får du et opdræt af kvalitetsfisk, som du kan være bekendt at sælge videre til andre.

Oprindelig version bragt i Akva-Nyt nr. 129/30.
Kilder: Tema Linköpings Universitet. Orig. tit.: ?
Akvariet 6/82, Cichlidbladet 7/84. Nordjydsk Akvarie Nyt 6/87
1. gang oversat fra svensk af Erling Nørrevang
Nyredigering v. @kva-nets redaktør februar 2001

Denne artikel bringes med tilladelse fra @kva-net - det elektroniske akvarieblad (c)
www.akva-net.dk

Lars Brøndum har følgende kommentar til artiklen:


”Enkeltkønnet”

Særkønnet er et bedre ord, da der jo er mere end et køn. Til gengæld kan man kun være et af kønnene ad gangen.

Jeg synes der mangler en mere generel karakteristik af indavl, så jeg forsøger mig udi en.

Indavl øger frekvensen af individer der bærer samme allel af et gen på begge kromosomer. Dette kaldes homozygoti. Når denne allel af et gen stammer fra samme forfader kaldes det autozygoti.
Indavl medfører Indavlsdepression, en generel nedsættelse af populationens fitnesskomponenter; i første række nedsat overlevelse og frugtbarhed. Indavl er ikke det samme som degeneration. Indavl medfører degeneration, om man vil, selvom indavlsdepression er et mere præcist begreb i denne sammenhæng.

Indavl over mange generationer vil i sidste ende udrydde/nedsætte frekvensen af recessive, dødelige alleler og alleller der nedsætter frugtbarhed og overlevelse, fordi bærerne af disse alleller i homozygot tilstand vil dø eller bidrage mindre til den samlede genpulje. Således vil indavl og naturlig selektion i samspil nedsætte den genetiske variation. Indavl i sig selv nedsætter ikke den genetiske variation, men ændrer blot måden den udtrykkes på. Man kan sige at den nedsætter variationen i måden hvorpå generne bliver båret.

”Så var disse individer måske gået tabt i naturens store sorteringsmaskine. Sådan går det i naturen for fisk, der ikke er så nøjeregnende med, hvor de leger...”

Det antages at fisk der yngler i et akvarium ikke er nøjeregnende med hvor de yngler, hvilket pr. definition vil sige at de i akvariet bliver budt dårligere og mere utrygge forhold end i naturen. Dette er ikke nødvendigvis rigtigt. På mange områder kan man formentlig lave et akvariemiljø der er mere stabilt end naturen, ikke mindst hvad angår prædationspres, foder m.m. Udfra antagelsen om de ikke så nøjeregnende fisk antydes det kraftigt at det er de mindst overlevelsesegnede individer der overlever i akvarier.
En mindst lige så fornuftig antagelse kunne være, at selektionspresset er blevet øget betragteligt under de prøvelser fiskene gennemgår på deres vej fra naturen til akvariet, og at kun de stærkeste individer har overlevet dette til det stadie hvor de kan reproducere sig (hvilket også fremgår andetsteds i artiklen, hvorfor artiklen her modsiger sig selv).

”Hvis man indavler fisk generation efter generation, så vil alle anlæg med tiden blive gode.
Dét kan du opnå, hvis avlsarbejdet er konsekvent og finder sted over mange generationer.

Et eksempel er rotter og mus til laboratoriebrug. Disse dyr er systematisk indavlede gennem hundreder af generationer og fremtræder som sunde og stærke dyr, hvad de også er, ellers kunne de ikke bruges i forsøg. Genetisk er de næsten = enæggede tvillinger. Forud for disse superdyr er gået lang række generationer, som genetisk var mere eller mindre svækkede. Disse dyr må betragtes som en mellemregning og et forudsigeligt tab. De har haft dårlige gener og måttet betragtes som biologisk mindreværdige eksemplarer.”

Den generelle brug af ”god” og ”dårlig” er kritisabel. Det er rigtigt at indavlen i kombination med naturlig selektion på lang sigt vil udrydde recessive gener, der øger dødelighed og nedsætter frugtbarheden. Disse gener vil kunne overleve med en lille frekvens i en normal population, da de er recessive og dermed kun sjældent kun sjældent kommer til udtryk på begge alleler hos et individ. Indavl øger sandsynligheden for at de kommer til udtryk, og når de kommer til udtryk forsvinder de fra populationen.
At kalde dem ”superdyr” er kun en del af det samlede billede, hvortil også hører at en sådan population har fået nedsat den genetiske variation, i endnu højere grad har nedsat måden hvorpå generne udtrykkes (enæggede tvillinger) og ikke mindst har nedsat muligheden for genetisk rekombination og dermed potentialet for udvikling. Dette er vigtigt da ovenstående faktisk kan betragtes som et argument for indavl, selvom jeg ikke tror det er ment sådan fra forfatterens side.

mvh Lars Brøndum

Kilde:

Douglas J. Futuyma, 1998: Evolutionary Biology , 3rd Edition. Sinauer
Associates, Inc.