Betta pi opdræt

Indsendt af Robot den man, 09/08/2008 - 17:06
Kategori
Opdræt og yngel
Forfatter
Torben Lyng
Anskaffelse:

[

Betta pi er en fisk, der har stået højt på min ønskeseddel gennem en længere tid, nok mest tilskyndet af et fantastisk billede, jeg har set en thailandsk bettaekspert Nonn Panitvong har taget , hvor man tydeligt ser den pi-formede tegning på underkæben, den tegning som har givet fisken sit navn.

I april 2004 så jeg tilfældigt, at en svensk akvariehandel havde Betta pi på salgslisten. Jeg ringede straks til butikken og jo, der gik en lille flok i akvarierne. Vi aftalte jeg skulle komme til Kungsbacka den følgende torsdag . Der blev indkøbt 10 stk-forretningens totale bestand- hvoraf de 8 var voksne fisk, to var mindre ungfisk. De blev emballeret efter alle forskrifter til turen over Kattegat , som de selvfølgelig klarede uden problemer.
4 af de voksne kom til Pernille Impey i Rinkenæs. Selv beholdt jeg 6, 4 voksne og de to ungfisk .
De to ungfisk mistede jeg, da de valgte at springe ud af et for dårligt tildækket akvarium!

Indretning og pasning:
De fire 12-13 cm store fisk fik et 85 l til rådighed..Bundlaget bestod af sand, dekorationen af en rod med anubias ..et par kokosnøddeskaller samt en masse javamos ( vesicularia). Vandet kom direkte fra vandhanen og blev filtreret af en Eheim 2213 pumpe med filtervat og en pose svensk højmosespagnum til at sænke pH og tilføre humusstoffer . Indretningen minder faktisk noget om en sump, altså ikke noget fint prydakvarium!
Temperaturen blev sat til ca 24 C.
Da det er en stor bettaart valgte jeg at fodre med frosne gammarus som hovedfoder afvekslende med røde myggelarver –også i frostform. I sommerperioden fik de et par gange små regnorm.

Mine bettaer er vildfanget og særdeles sky! Jeg ser dem faktisk kun fremme i glimt, når der fodres.

Første opdrætsforsøg:
Efter nogle måneder så jeg, at en af fiskene havde den karakteristiske bule under hagen som kendetegner de mundrugende bettaer: Der havde altså fundet leg sted. Jeg prøvede- i lighed med andre mundrugende bettaer som jeg har opdrættet- at isolere hannen, men den forstyrrelse som det medførte var åbenbart for meget, for han fortærede æggene. Samme gentog sig en månedstid senere.

Første lykkede opdræt
Ultimo september så jeg igen den fyldte kæbepose… og denne gang valgte jeg at lade ham forblive. Ca 12 dage senere så jeg rent tilfældigt en lille unge svømme rundt mellem javamosset.
Et eksakt tidspunkt for legen kan ikke oplyses pga fiskenes tilbagetrukne tilværelse, jeg vil anslå hannen går med æg/unger i ca 2 uger i lighed med andre store mundrugende bettaer

Et nærmere gennemsyn af akvariet afslørede 9-10 stk yngel. Jeg fiskede ungerne op og installerede dem i et 63 l med vand fra forældreakvariet..planter var løse stængler af hornblad , her bliver de nu fodret med levende cyclops og fint granulatfoder og er i skrivende stund ca 2½ cm lange, med en voldsom appetit!

Da det er labyrintfisk er vandstanden sat til 15 cm aht luftåndedrættet, den vil gradvist blive hævet.

Internationalt samarbejde om opdræt
Betta pi er uhyre sjælden i handlen og der foreligger ikke rapporter om andet opdræt på internettet.

Nonn Panitvong skriver han ikke har hørt om opdræt i fangenskab nogetsted. Fiskens habitat er truet af udtørring, hvorfor det er vigtigt at oparbejde og vedligeholde en sund akvariestamme. Stefan vd Voort, en fremragende hollandsk kender og opdrætter af bettaer, skriver:

”Voortplanting van Betta pi.
Betta pi is een muilbroeder. Het natuurlijke biotoop van deze soort is erg in gevaar door onder andere de groeiende rubberplantages. De vraag om Betta pi te houden en voort te planten is daardoor erg groot. Anders is deze soort gauw niets meer dan een mooi plaatje in een boek”

Jeg skal prøve at oversætte:
”Formering af Betta pi
Betta pi er en mundruger. Den naturlige biotop for denne art er i fare på grund af voksende gummiplantager. Spørgsmålet om at holde og formere Betta pi er derfor stort. Ellers er denne art snart ikke mere end et pænt billede i en bog.”

Jeg er gennem IBC i kontakt med samme Stefan som også prøver at opdrætte Betta pi. Ved et fornuftigt samarbejde og udveksling af erfaringer skulle det kunne lykkes at få et hollandsk opdræt i gang. Endvidere er der en ung franskmand i Lyon som prøver at opdrætte, men for ingen af de to er det hidtil lykkedes at få unger frem.

Billeder er lagt ud på internettet på min Billedside:

http://home19.inet.tele.dk/torbens_side/billedside.htm

Senere vil jeg lægge en udførlig beretning på engelsk ud på Internettet.

Frederikshavn , november 2004

Torben L
Drupal 9 Appliance - Powered by TurnKey Linux