Retroculus lapidifer

Billeder

Beskrivelse

Generel beskrivelseEr fanget i Rio Tocantins-systemet, inkl. Rio Araguaia, samt Rio Capim og Rio Guamá, men udbredelsesområdet formodes at dække et større areal. Typisk for slægten holder denne art til i meget hurtigt strømmende floder med ren sand/grus bund, hvor den kun lejlighedsvis søger læ for strømmen i vegetation eller på lavt vand. I tørtiden, når vandstanden falder, kan de dog også findes i små damme, men i akvariet bør man bestræbe sig på, at efterligne den strømmende flod med megen bevægelse og højt iltindhold. Temperaturerne i dette område svinger imellem 26 og 29 grader (helt op til 35 grader i de førnævnte damme). Vandet er blødt og let surt (6,0 - 6,8). En undtagelse er muligvis Rio Araguaia, hvor Werner beretter om temperaturer helt ned til 22 grader og pH på kun 5,5. Under alle omstændigheder er der tale om en klartvandsfisk, som kræver vand med meget lavt indhold af organiske affaldsstoffer/kvælstofforbindelser. Det store (min. 600 L) akvarium bør indrettes med en bund sand - Ikke kun fordi der er tale om en jordspiser, men også fordi fiskene kan finde på at grave sig ned, hvis de forskrækkes. Man bør dog tilføje nogle småsten, da disse spiller en rolle for yngelplejen. Og derudover stiller fiskene ikke de store krav til indretningen, men for sig egen skyld kan man jo indrette med trærødder olign. efter smag og behag. Der skal blot være enkelte steder med skygge, hvor fiskene kan søge ly. Generelt må lyset ikke være for kraftigt, hvilket udelukker hold af mange plantearter. De holdes bedst i en gruppe flok på min. 4 fisk, hvor de i yngleperioden vil parre sig ud. Her vil de blive ret aggressive overfor deres artsfæller, så det er vigtigt, at akvariet er stort nok til at huse flere par plus eventuelle uparrede individer. Vandet bør være iltrigt, men det lader ikke til at være en meget kritisk faktor for lige denne art, men ved høje vandtemperaturer bør man naturligvis holde øje med, om fiskene ventilerer for meget.

Yngleadfærd

YngleadfærdKønsforskelle: Generelt er hunnerne mindre, og har ikke de samme finneforlængelser som hannerne. Nogle (fra bestemt population) kønsmodne hunner udvikler desuden næsten helt sorte læber, som muligvis signalerer ynglevillighed, men det er endnu ikke sikkert om dette træk af gældende for arten generelt. I 1989 observerede Kiefel den første leg observeret i fangenskab. I dette tilfælde valgte fiskene en redde bestående af lidt større sten, hvor de begyndte deres kurmageri, som bestod af sænkede underkæber og udspiling af alle finner. Nu og da ville en af fiskene svømme ned til redden, tage en mundfuld sand, og flytte den væk fra redden. Til sidst ville der kun være de mere grove småsten tilbage i redden. De andre fisk i akvariet blev jaget væk fra redden, men blev ikke generet yderligere. Få dage efter lagde fiskene æg, som viste sig at være meget tunge og klistrede. Æggene blev desværre ikke til noget. Thomas Weidner beskriver, at hans fisk gravede en fordybning i sandet, helt ned til bundglasset, hvor fiskene lagde deres æg. Vandværdierne i dette akvarium var som følger: 28,6 grader, nitrat <5 mg/L, pH 5,2, 5 dGH, ledningsevne 240 uS. Efter æglægningen flyttede forældrene æggene til et andet sted, hvor de blandede æggene med grovere småsten. Også denne redde blev forsvaret med stort engagement fra begge forældre, selvom hunnen primært opholdt sig lige under redden. På trods af lidt lys om natten, var æggene væk efter 48 timer, men i mellemtiden havde Weidner suget cirka 150 æg op med hævert. Efter 96 timer begyndte larverne at klække, og efter 144 var der stadig nogle få tilbage i æggeskallerne. I naturen hjælper forældrene sikkert ungerne ud af æggene, og dette kan efterlignes ved at udsætte æggene for et lille sug fra en tynd luftslange. Kun ungerne, som klækkede først, var sunde og raske.. Dem, der havde hængt fast i æggene for længe, var deforme. Efter 9 dage var larverne fritsvømmende og kunne fodres med nyklækket artemia. Ungerne er meget nervøse, og bør ikke holdes i helt nøgne akvarier, og er iøvrigt ret sarte overfor sygdomme.

Antal unger200

Info

TypeCichlider, Syd Amerika - Jordspisere

Videnskablig beskrevetCastelnau, 1855

Udseende

FarverDenne art kendes nemt fra de to øvrige Retroculus-arter ved, at den ikke har noget mørkt mønster i halefinnen, men til gengæld er den øverste del af halefinnen rød-gul hos voksne fisk. Pletten på fiskens rygfinne er lidt aflang i det, og ligger langt nede, i kontakt med fiskens ryglinie. Halefinne, gatfinne og bugfinnernes hårde finnestråler er ofte kantet med mørkt pigment. Arten har et ujævnt, mat, mørkt mønster på kroppen bestående af "knækkede" lodrette striber. Når fisken trives bliver dette mønster dog til mere jævne, lodrette bånd (seks stk). Grundfarven er sølv-gylden-grønlig, og voksne fisk er dækket af utallige, blå, iriserende pletter. To iriserende striber løber under øjet. Alt efter population kan læberne være gule eller blå.

Størrelse han25

Størrelse hun23

Optimale forhold

FoderArtemia, Cichlidesticks, Hummeræg, Krill, Levende føde, Muslinger, Myggelarver (Hvide), Myggelarver (Røde), Myggelarver (Sorte), Rejemix, Tubifix

Min. akvarie720

Holdes bedst somFlok

Vandværdier

Temperatur

26 – 29 °C

6.0 – 7.0