Vores forskellige akvarier

Indsendt af Robot den man, 10/01/2007 - 20:17
Forfatter
Kiwa
960 l - Malawi sandsild og fritsvømmer samt Tanganyika Synodontis maller af forskelig typer

Akvariet er et diamantaquarie med Pelvica baggrund, mål 200x80x60 cm




720 l - Tanganyika, Tropeus akvarie

Akvariet er et diamantaquarie med BTN moduler, mål 200x60x60 cm

Kommentarer

Robot ons, 01/27/2010 - 18:42 Permalink


Sammensætningen er først og fremmest baseret på vores Synodontis granulosus og Phyllonemus typus maller. Jeg har iøvrigt været så snydeheldig, at få lavet specialdesignede huler til formålet. De er pr. langdistance og uden min tilstedeværelse, blevet formet i nøjagtig de mål og den udformning jeg ønskede mig.

Jeg skylder Pia en stor tak for hendes fine arbejde, og at hun havde lyst til, at eksperimentere til stor glæde for mig, og de kræsne maller, jeg i snart 4 år har forsøgt, at tilfredsstille med alverdens forskellige og dyre huleløsninger. Hulerne skal placeres så langt inde under akvariets moduler som muligt, og dækkes af lette sten, så de kommer til, at ligge i så megen mørke som muligt.

Hulerne som forhåbentlig vil gøre vores grå eminenser lykkelige

src=/sites/default/files/forum/7079FA46-112F-103E-11F699882F22FECC.JPG

En af de fire grå eminenser som har givet adskillige hovedbrud gennem årerne, men som er mine absolutte ynglinge

src=/sites/default/files/forum/7083D50F-112F-103E-1124EE3FCE794E22.JPG

De sidste års erfaringer jeg har gjort mig med disse maller er, at de ynder at klemme sig ind hvor der er god plads i omkredsen, men trangt i højden. Hulernes størrelse/omfang og højde er baseret på mallernes udvoksede størrelse, den er der dog lidt tvivl om, men jeg forventer at de med tiden bliver omkring 28 cm. store. Det er vigtigt, at der ikke er noget i materialet og indgangs hullerne som har skarpe kanter af nogen art, da mallerne ikke har skæl men er silkebløde, og dermed let får skader hvis der er skarpe kanter i deres foretrukne opholdssteder. Det er derudover maller, som skyder en betydelig fart i akvariet, og til dels ikke bryder sig ekstremt meget om sine artsfæller. Så en del skubben rundt og jagt forekommer, især hvis der opstår stridigheder, om de bedst egnede gemmesteder. Dette problem bliver forhåbentlig løst indenfor kort tid, når hver malle får hver sin luksus bolig :)

Udover mallerne kommer der til at gå, de førnævnte Triglachromis, C. Leptosoma, Phyllonemus typus og X. boulengeri. Om X. boulengeri kan gå sammen med Triglaerne på sigt, må tiden vise. De har samme krav mht. ophold på bunden, og viser det sig ikke at fungere på sigt, vil X. boulengeri nok blive valgt fra.

I saltvandet er der sket endnu en deling af vores anemoner, så vi nu har 3 stk. Det gav lidt turbulens, da den anemone der følte et behov for at blive til 2, i en del dage vandrede hvileløst omkring for, at finde et egnet sted til delingen. Efter delingen var den dog ikke tilfreds med sin nye placering, og vandringen fortsatte. Den lille nye fine anemone blev dog pænt siddende der hvor den var sat af og efterladt. Det tog en lille uges tid før der kom ro over gemytterne, og nu har alle 3 siddet pænt stille på deres respektive pladser i et godt stykke tid, og heldigvis ikke været i nærheden af div. pumper.

Vi har opdaget, at den klovnfisk som ikke i dagtimerne deltager i festen med anemonerne, sover i den lille nye anemone om natten. Hvorfor den ikke går i anemonerne om dagen, er et mysterium. Anemonerne er efterhånden meget store, så der burde være plads til den også. Men måske holder den anden klovn den væk, selvom vi ikke umiddelbart kan se, at det skulle være tilfældet. Ellers trives alle fiskene også helt fint her, dog har vi problemer med et par af vores stenkoraller, der ikke ser ud til at trives så godt længere. Om det er Kejseren der er på spil er svært at sige, men vi har ikke set den udøve grovheder overfor korallerne, som skulle kunne medføre deres manglende trivsel.

Vi har ingen nyopdaterede billeder af akvarierne som de står i dag, men det skal vi have taget inden omlægningerne, og inden vores sidste Malawi bliver sendt afsted.

Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot fre, 04/16/2010 - 12:29 Permalink


Som nævnt har vi valgt, at stoppe med Malawi i denne omgang. I midten af februar måned, fik vi besøg af 4 herlige akvarister fra det jyske, og havde en dejlig men ret hektisk dag. Det var store fiske dag, hvor 18 cichlider og 18 synodontis maller forlod matriklen, og lidt nye Tanganyika kom til.

At få tingene til, at gå op i en højere enhed, var bestemt ikke nemt. Da de nye Tangaer midlertidigt skulle gå i akvariet hvor mallerne befandt sig, havde jeg fra morgenstunden valgt, at fange dem og sætte dem i et flyde net for, at vi ikke skulle fiske efter dem, efter at Tangaerne var kommet i. Tangaerne kom om formiddagen, og alle fisk ville først blive pakket til transport sent på eftermiddagen/først på aftenen.

Alt var klar til Tangaerne ankomst, lige indtil en af de formastelige Synodontis valgte, at forlade flyde nets anordningen 1/2 time før Tangaernes forventede ankomst. Det kom nu ikke bag på mig *doh* da disse maller tidligere har vist sig, at have ganske glimrende evner udi, at forlade deres omgivelser, de springer let og elegant ret højt over forhindringer, hvis det passer dem.

Jagten gik ind på den formastelige, og den var ikke helt nem at få fat på, da den nød sin genvundne frihed ved, at gemme sig mellem de mest besværlige moduler der er i akvariet. Derudover skulle der tages hensyn til flyde nettet hvor resten gik, samt akvariets øvrige beboere.

En Synodontis er ikke altid nem at holde styr på

src=/sites/default/files/forum/3842E451-BB0B-87A5-2D050A5547177C5C.JPG

Malawierne var noget nemmere at håndtere, her de sidste billeder vi fik taget inden de forlod hjemmet, og kom af sted til det jyske. Om vi engang får Malawi igen, skal jeg ikke kunne sige. Men hvis det skulle blive aktuelt, vil Lethrinops og Placidochromis electra helt sikkert være, de 2 arter jeg ville vælge igen. Det har været herlige arter, at stifte bekendtskab med.

720 L inden omlægning til rent Tanganyika akvarie

src=/sites/default/files/forum/38B155C9-96BC-84D0-D1FFABB9616C584B.JPG

Lethrinops cf. marginatus Matema

src=/sites/default/files/forum/38EA0879-DB88-0866-654FF65AC38BD0ED.JPGsrc=/sites/default/files/forum/38EDF127-B3FB-7BC7-B5F1E6EA1EC598BA.JPG

Placidochromis electra Likoma

src=/sites/default/files/forum/38F39540-CB8D-3D27-8FE93AB6783871E5.JPG

Besøget fra Jylland skulle vise sig, at få nogle konsekvenser, som jeg desværre ikke havde regnet med. Vores Triglachromis skulle i samme forbindelse bundvendes, kønsbestemmes, og adskilles med henblik på, at have et enkelt par gående sammen. Den beslutning skulle vise sig, at få et fatalt udfald for en enkelt fisk :(. En enkelt fisk vil nogle nok tænke?? Pyt skidt man finder da bare nogle andre. Det gør man så bare ikke lige, med Triglachromis, men mere herom senere.

Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot fre, 04/16/2010 - 15:39 Permalink


Vores 3 Triglachromis, hvoraf der hele tiden har været to der har opført sig som et par, skulle adskilles, og jeg skulle have et kursus i bundvending.

Kursus i bundvending er i gang

src=/sites/default/files/forum/3F6F68EA-B8B6-51C4-BEECFF8FB969B435.JPG

Som forventet var parret et par, og den mindste, en lille han på ca. 9 cm. blev flyttet til vores 576 L, der nødtørftigt var blevet indrettet med et par rør, så han havde lidt at gemme sig i. Den lille han var hele tiden blevet holdt nede af de to andre, havde haft svært ved at komme til fodret, da han konstant blev holdt i skak af de to dominerende Triglaer. Flytningen til det nye akvarium, skulle vise sig, at blive et rent paradis for den lille han, der livede op på en meget overraskende måde, og på få dage blev, en meget dominerende Trigla.

Så meget postyr for næsten ingenting. Jeg er blevet kigget i ”måsen” og har det helt fint i mine nye omgivelser.

src=/sites/default/files/forum/3F7E9E14-CD76-D120-F55E5FE456889B91.JPGsrc=/sites/default/files/forum/3F832E83-BC9E-61FB-42BEC5DEE75555E5.JPG

Kongen af rørene – adgang forbudt.

src=/sites/default/files/forum/3F963869-0A19-A23B-8E9C30927C27BB09.JPGsrc=/sites/default/files/forum/3F9B2009-04CA-9F81-2A2620204E0EF80B.JPG

Den lille Trigla han kom til at gå med 16 stk. C. foae ungfisk, 15 stk. nyankomne C. leptosoma og 3 stk. X. boulengeri. Dagen efter han kom i akvariet, havde han indtaget sine 2 rør, og fået en appetit på livet, som ikke var set før. Han tæskede rundt, nød sine måltider i fulde drag, og har gjort det lige siden. Hvert måltid blev indtaget som var det hans sidste. De andre beboere fik læst og påskrevet hvor skabet stod, selv den dobbelt så store X. boulengeri han der gik deri. Det var faktisk herligt, at se denne lille underkuede han live op på den måde, selvom hans aktivitet og dominans var en anelse bekymrende, både hvad angik de nye leptosoma, og de 2 X. boulengeri hunner, som desværre i forvejen ikke var i bedste foderstand, pga. en alfa hans tidligere efter stræben af dem.

Pil af grønært – her er det mig der bestemmer.

src=/sites/default/files/forum/3FA8C005-07D8-C199-1FC78F17A9A85E81.JPG

Ja, for den lille han, blev flytningen en god ting, men for parret der gik alene tilbage blev sagen en helt anden. 4 dage efter bundvendingen, skete der et eller andet som jeg stadigvæk ikke helt forstår. Men den ene fik en mindre hjerneblødning, og blev aldrig sig selv igen. En sen aften kl. 23.00 forsøgte den, at tage sig selv af dage, ved at forsøge at komme ud af akvariet. Den bankede rundt, op i lampen, ind i ruderne, op over vandoverfladen. Det var frygteligt at se på. Men pga. tidspunktet og sammensætningen i de andre akvarier, kunne vi intet gøre på det tidspunkt.

Dagen efter var den total apatisk, havde mistet al almindelig adfærd. Normalt svømmer de ind i rørene, når man nærmer sig. Men den opholdt sig total ligegyldig, frit fremme i akvariet. Den efterfølgende tid blev parret studeret indgående, og umiddelbart var der ingen tegn på, at den uheldige part blev jagtet/efterstræbt af magen på nogen måde. Til gengæld levede den i sin egen lille ”boble”. Lavede stille stereotype svømmebevægelser omkring sig selv, for derefter at tage en mundfuld sand, og spytte den ud i nærheden af den selv. Total unormal opførsel, da indtagelse af sand normalt har den funktion, at det skal fragtes til den anden ende af akvariet, til brug for, at opbygge den evige vold de normalt bygger på.

Efter 3 uger med denne adfærd overvejer jeg, at tilsætte nogle ”lokkefisk” Magen er efterhånden noget frustreret, over den underlige adfærd der udvises af partneren. Vælger at sætte 1,1 X. boulengeri ned til dem, da det jo er en cichlide der har vist sig, at være rimelig robust her hos os.

Det selskab magtede den friske Trigla simpelthen ikke. De to X. bulengeri fik så mange tæsk af den, at de måtte flyttes dagen efter. Herefter gik det udover den forvirrede mage, og den lå desværre og flød i overfladen to dage senere. Jah, så gik det projekt jo i vasken. Med en Triglachromis gående i hvert deres akvarium, sikkert af samme køn, var udsigterne til at holde, og forhåbentlig få opdræt af denne specielle Tanga faktisk sat på vågeblusset.

De har vist sig, at være nogle stride børster, når de har selvtilliden i orden. Hvad man regner med, er et stabilt par, kan i løbet af kort tid vise sig at indeholde ”ugler i mosen”, de kan ryge i totterne på hinanden, med fatal udgang for den ene part.

Et stort lyspunkt er dog, at jeg for kort tid siden fik en PB fra en sød akvarist, som havde et enkelt eksemplar gående tilbage. Den var ud af en flok på 10 stk. som havde lidt samme kranke skæbne for ca. 1 år siden. Som han sagde, så er det en Tanga som han, blandt mange specielle arter, har haft sværest ved at blive klog på. De er ikke nemme at have med at gøre. Der er desværre ikke skrevet ret meget om, hvordan disse cichlider fungerer under akvarieforhold. Der er masser af fantastiske billeder og videoer derude. Men egentlige erfaringer, med adfærd og hold af dem, er meget sparsomme.

Det tilbudte eksemplar var af ukendt køn, men med kendt fangststed. Det var en chance at tage, da den kun kunne komme ned til vores lille han. Men da fangststedet var vigtigt for mig, tog jeg med glæde imod tilbuddet, selvom jeg kunne risikere at stå med 3 hanner. Kom ned og kiggede på fisken. Det var en ordentlig kleppert, men i fantastisk form. Tænkte det er nok en han. Men det skulle ikke afholde mig fra, at tage det fine eksemplar med hjem.

En bundvending viste sig, at der var forskel i ”måstøjet” og umiddelbart er det en hun. Hvor heldig har man lov til at være? Sammensætningen med den lille han forløb over al forventning. Straks han fik øje på hende, gik han i gang med at imponere hende med strittende finner og lokken, ind i det lille rør, de har til rådighed. Han var helt klar på, at der nu var kommet en af egen art ned i akvariet, det var helt tydeligt.

Her små 14 dage efter hendes hjemkomst er alt stadigvæk fryd og gammen. Der ommøbleres ivrigt på det sparsomme bund lag de har til rådighed. Akvariet skal nedlægges, så de må indtil videre ”nøjes”. Jeg håber at ”parret” kan flyttes over til det specialindrettede Trigla akvarium vi har, når der kommer lidt mere styr, på de andre fisk vi har gående tilbage. Jeg er dog klar over, at det igen kan gå galt, især efter denne oplevelse, og nye viden jeg har fået omkring, disse fisks temperament.

Det blev et megalangt indlæg, udelukkende baseret på Triglachromis. Ikke mange billeder at vise sammen med indlægget, men forhåbentlig kan andre have gavn af observationerne, omkring disse fisk.

De nye C. leptosomaer, vores X. boulengeri, C. foea og de tilbageværende maller, er en helt anden historie, som må komme en anden dag. Men her er der også sket ting og sager, og jeg har igen lært en hel masse omkring sammensætninger, fiskenes adfærd, alt efter hvem de sættes sammen med, selvom der ikke er ret mange forskellige arter og individer tilbage i akvarierne.

Et billede af vores nye Cyprichromis sp. leptosoma jumbo kan måske gøre dette lange indlæg spiseligt.

src=/sites/default/files/forum/3FE42B23-0206-8103-C3C8C64CDF470658.JPG

Samt et af vores X. boulengeri - der fik nyt selskab og efterfølgende måtte flyttes - desværre. En fed fisk som jeg værdsætter højt i vores akvariehold, og nødigt vil undvære.



Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot søn, 09/05/2010 - 14:51 Permalink


En del er sket siden sidst.

C. foae ungerne blev flyttet til vores 720 L til videre opvækst, og afventede at deres nye ejere havde mulighed for at hente dem hjem. C. leptosoma (som af uforklarelige årsager var blevet reduceret til en lille gruppe på 5 stk.), gik tilbage i 576 L’eren med de 2 Trigla, og 1,2 X. boulengeri. Det fungerede ikke med X. boulengeri. De blev konstant jagtet af Trigla parret. Til sidst blev den ene hun sat over til en han i 720 L’eren, og et par blev sat over til vores voksne C. foae i 960 Leren.

Gensynet med X. boulengeri og vores voksne C. foae bevirkede kort tid efter sammensætningen, at alfa hannerne opgav, at genetablere deres evindelige bowers. Udover det, går samværet de 2 arter imellem ganske fredeligt. Når der lægges an til en bower, kommer boulengeri hannen, på sin egen sindige facon, og guffer den ned igen. Der gik ikke lang tid, så havde C. foae hannerne indset, at det var spildt arbejde, og har midlertidigt opgivet. De har til gengæld ikke mistet farverne eller humøret for den sags skyld. Gruppen består i dag af 6 hanner og 6 hunner.

Fraværet af X. boulengeri i Trigla/leptosoma akvariet afstedkom, at Triglaerne nu jog rundt med leptosomaerne, så de havnede i de forskellige moduler. De kunne jo ikke fortsætte, så de sidste leptosomaer blev flyttet over til foae ungerne, og har trivedes fint lige siden der.

Da der ikke var flere fisk at koncentrere sig om for de 2 Trigla – gik det galt igen. Den ene lå stendød i akvariet en morgen. Igen et tilbageslag med disse fisk, som jeg desværre ikke har kunnet gennemskue, på noget tidspunkt i den periode vi har forsøgt at holde dem. Oplevelserne med dem, har bestemt ikke været med til, at holde begejstringen oppe for hobbyen, og ønsket om at nedlægge akvarierne blev endnu større, end det hidtil har været.

Vi havde nu en Trigla gående med selskab af en enkelt Ancistrus, i vores hjørne akvarie (312 L) og ligeledes en i vores 576 L *skeptisk*

Enhver aktivitet med, at flytte bund lagene stoppede, efter fravær af de respektive mager. Dette samt det faktum, at jeg havde svært ved, at styre fodring af de 2 fisk, afstedkom massive alge og bund lags problemer. Bundlaget størknede simpelthen i tykke skorper. Al dekoration, sten osv. fik kalkagtige stenhårde belægninger. Det gjorde ikke humøret bedre. ;(

Til sidst opgav jeg, og besluttede mig for, uanset risikoen, så måtte de to bæster blive sat sammen, så jeg i det mindste kunne få nedlagt det ene akvarie, og få det rengjort. Det så sådan ud til sidst, på trods af utallige bundrensninger, vandskift, og minimal fodring.

Et trist syn af et tidligere Triglachromis paradis.



Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot lør, 10/02/2010 - 13:45 Permalink


Den 2. juli blev 576 L’eren omrokeret, fik fjernet bund lag og indrettet, så der burde være territorier nok til, at de to Trigla forhåbentlig kunne holde hinandens selskab ud.

Der kom en Ancistrus malle med over, hvilket afstedkom, at den Trigla der gik i akvariet i forvejen fik nok at gøre med, at sætte den stakkels malle på plads. Den ”tilsatte” Trigla gik omgående i skjul i modulerne og rørene der var lagt ned, så den blev ikke opdaget lige med det samme. Derudover var indretningen ny, for den Trigla der gik deri, så den skulle også bruge tid på, at udforske de nye tiltag.

Da de endelig mødte hinanden, var der ingen tvivl om, at de nu igen var i selskab af en artsfælle. Det var simpelthen så tydeligt at se, på hele deres adfærd. En opvisning i, at imponere, true og spille med ”finnerne” begyndte. De så virkelig hinanden an, på en måde jeg ikke før har set.

Underligt nok har de ikke valgt, at slå hinanden ihjel. Efter en dags tid med, at prøve kræfter af, blev de enige om, at de måske var lige stærke, og der blev fred og ro. Til gengæld udviser de ikke adfærden med, at bunke bund lag op. Måske er det fordi, der ikke er en potentiel partner til stede. Problemerne med bundlaget kom efterfølgende også i dette akvarie, og jeg besluttede mig for, at Trigla eventyret i et rent arts akvarie midlertidigt må opgives, og fiskene flyttes når foae ungerne i 720eren bliver afhentet.

I august måned blev 720 L’eren omlagt. De fleste natursten blev fjernet, og der anvendes lettere materialer til, at skjule alle hulerne og skabe mørke områder, som Triglaerne også sætter pris på, og de to Trigla’er flytter ind.

Helt i disse to fisks ånd, begynder de effektivt, at tryne de 6 andre cichlider, de bliver sat ned til. Til gengæld bliver de dog mødt af, en noget større udfordring, når de går i dybet og ind i hulerne. Synodontis granulosa og Phyllonemus typus, bider man ikke skeer med. Nu kunne jeg endelig nedlægge endnu et akvarie, troede jeg I en meget kort periode fik vi ansvaret for nogle meget fine scalare og andre fisk, som fik et akut behov for et midlertidigt opholdssted. Det var en interessant oplevelse, at stifte et kort bekendtskab med denne type fisk, og heldigvis klarede de opholdet fint.

Meningen var jo, at akvariet skulle nedlægges. Men i stedet tog jeg beslutning om, at de 3 VF Trigla’er, som et par år har gået i Nordsjælland, skulle tages hjem. Så kunne akvariet fungere som midlertidigt karentæne akvarie, og jeg måtte se på, hvad det rent faktisk er, jeg har haft gående andetsteds.

De 3 nye har nu gået her i en uges tid, og ser ud til at have klaret flytningen fint. Det er fisk der helt sikkert, har en hel del år på bagen. De har gået sammen med en del forskellige arter uden, at have været flyttet, siden starten af 2006. Det kunne man også tydeligt se, da de skulle fanges op. De anede ikke hvad et net var, og var ganske interesserede i, det nye spændende redskab der blev stukket ned til dem. De har indtil videre en helt anden adfærd indbyrdes, end de to bæster vi har gående. Tanken var, at jeg ville forsøge, at sætte alle 5 sammen på et tidspunkt, men spørgsmålet er om det er en god ide. De nye er godt nok langt større end bæsterne, men jeg tror de kommer til kort hvis de skal hamle op med dem. Derudover er fordelingen uvis. Jeg har før taget fejl, men hvis diverse lekture på området, mht. farven i den forreste finnestråle i rygfinnen er korrekt, så er fordelingen 1,2. Men for at være helt sikker må der en bundvending til. Når de har fået lidt mere tid og tilvænning her hos os, kommer der en rigtig flink akavarist hjem og hjælper os med den opgave.

Tak til Skovhugger for, at have holdt og passet disse dejlige Trigla for os, i så lang tid. Jeg er glad for, at de endelig er kommet hjem. Det var aldrig gået med den størrelse de har, at sætte dem i et mindre akvarie. Selv 576 L virker småt til dem, og det kunne være fedt, at se dem udfolde sig i et 2 m langt akvarie, specielt indrettet til dem.

Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot tir, 11/23/2010 - 18:01 Permalink


Så er der sket lidt nyt. I starten af november blev der flyttet rundt på fiskene.

Diverse RockZolid River Stone moduler er indkøbt og halveret, til brug for opbygningen af vores 960 L, så det fremover kan fungere som, et mere dybtvandslignende akvarie, hvor baggrunden indgår i opbygningen. Bundlaget er udskiftet til en mørkere farve i 2 forskellige kornstørrelser.

Vores Triglachromis otostigma og Phyllonemus typys er flyttet ind. Sammensætningen af de 5 Trigla er heldigvis indtil videre gået rigtig fint.

Efterfølgende er der kommet et par nye beboere og 70 tilhørende lejligheder til. Vi var så heldige, at erhverve en fin gruppe Altolamprologus sp. compressiceps shell som er en af de 2 eneste sneglehus legere jeg overhovedet kunne drømme om at anskaffe. De tilhørende lejligheder har jeg aldrig været begejstret for. Men da tilbuddet kom kunne jeg ikke sige nej.

De små fyre fik dog en barsk velkomst af samtlige Trigla. Det var ikke lige ventet. Heldigvis er de små fyre godt pansret, og Triglaerne har hurtigt fundet ud af, at det ikke er så sjovt, at forsøge at bide i dem. I dag er det faktisk shellierne der har taget teten i akvariet, og bliver en af Triglaerne for friske overfor dem, vender de bare siden til, så fortrækker Triglaen.

Vores C. foae er midlertidigt flyttet til vores 720 L, de vender om kort tid tilbage til det jyske, og kommer til at gå hos en erfaren finne akvarist. Tilbage i vores 720 L er der så vores 4 S. granulosa, som på sigt enten bliver flyttet til 960 Leren, eller også beholder vi akvariet, og Phyllonemus typus kommer tilbage til dem, samt eventuelt shellierne, hvis jeg beslutter mig for, at Triglaerne skal have totalt fred og ro. Det må tiden vise.

Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot søn, 12/12/2010 - 16:24 Permalink


Vores C. foae forlod matriklen for en uge siden, og er kommet godt tilbage til det jyske. En C. foae æra er overstået for denne gang her hos os. I dag har jeg så endeligt taget mig sammen og brugt nogle timer på, at nedlægge vores 576 L. Det var faktisk rart, at få de få fisk der gik deri fordelt i de 2 sidste akvarier.

Et lille video udsnit af opbygningen i vores 960 L, som det står efter ombygningen, og hvor bestætningen i dag består af følgende arter:

Triglachromis otostigma
Xenotilapia boulengeri
Altolamprologus sp. compressiceps shell
Phyllonemus typus
Samt et tusse gammelt ancistrus par

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=XZBddjlZkvg&feature=player_detailpage]

Det vælter ikke med fisk i akvariet, men dem der er fylder godt, og bortset fra enkelte shelliers morderiske adfærdsmønster, så er det alt i alt blevet et rigtigt roligt og behageligt Tanganyika setup, at studere i dagligdagen. Hvad der sker i dybet under diverse moduler ved kun fiskene, for det er umuligt for akvaristen, at følge med i tingene udefra. Men det var også meningen med hele ombygningen, at akvariet blev indrettet efter de forskellige arters behov og præmisser mht. belysning og klippe/hulelignende områder, hvor fiskene kan gå ned i mørket, hvis de ønsker det. Denne opbygning havde for os ikke været mulig, hvis ikke det var fordi den halvskøre Jyde Ole så lyset i dette produkt, og stille og roligt introducerede os for muligheden for, at bygge akvarierne op med lettet materialer, der gør det muligt at bygge naturlignende klipper/huler nøjagtigt som akvaristen ønsker, uden at det vejer flere hundrede kilo.

3 af vores 5 Triglachromis har på nuværende tidspunkt kvitteret for, at blive sammensat i denne opsætning med, at genoptage deres adfærd med kontinuerligt, at bunke bundlag op ad forruden. En adfærd de i nogle måneder ikke har udvist, under de forhold de har gået i, selvom de bestemt ikke var ringe. Derudover er sammensætningen gået over al forventning, det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. De lever alle endnu, og har ikke udvist tegn på at ville slagte hinanden, hvilket jeg håber fortsætter fremover.

De er måske, når jeg skal være ærlig, en af de mest farveløse arter jeg til dato har holdt (især når der er gæster på besøg) Men de har ved almindeligt dagslys de mest fantastiske metalliske farver, som jeg jo også i sin tid satte så stor pris på hos vores Lethrinops fra Malawi søen. De er helt klart den mest komplicerede og udfordrende art adfærdsmæssigt der har gået her. Men når det spiller, så er de helt klart alle anstrengelserne værd.

At se en Trigla stille og roligt bakke baglæns ind i en mørk hule, eller se dens fødesøgningsadfærd, ved baglæns svømmning og hvirvle potentielle fødeemner op med finnerne, dens omrokering af bundlaget og behov for konstant, at dække udsynet ind til dens vandland med store opbyggede fæstninger, kan ikke rigtig beskrives, men skal opleves.

A. crompressiceps shell

src=/sites/default/files/forum/928C8B9B-A888-61D6-3102411526CBC3D7.JPG

Samværet med Altolamprologus sp. compressiceps shell virker umiddelbart fint. De lader sig ikke kue af Triglaernes normale dominans overfor andre arter, der ofte må springe for livet i samværet, men er tilpas pissesure når en Trigla forsøger sig med, at hævde sig og skubbe til dem. At så shellierne har en modbydelig rovadfærd som jeg måske på sigt ikke magter, er en helt anden sag. Triglaerne har pt. en art, at forholde sig seriøst til, som sagtens kan klare sig overfor dem, hvilket i mine øjne gør, at Triglaerne ikke får for megen alenetid til, at koncentrere sig om hinanden indbyrdes, og farer i flæsket på hinanden, og det er det vigtigste.

T. otostigma



Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot søn, 12/19/2010 - 12:18 Permalink


Haha Ja Jens, den er ved at være lidt omfattende efterhånden, men dejligt at andre følger med alligevel. Den er nu også et arbejdsredskab for mig selv, mht. diverse sammensætninger. Der har jo været en del forskellige må jeg indrømme, siden 1/10-2007 hvor vi fik muligheden for, at lave blogs herinde. At have flere store akvarier til rådighed man kan arbejde med, har været dejligt, og har helt klart givet en masse muligheder for at prøve flere forskellige arter af, og få egne erfaringer med.

Fremadrettet kommer der forhåbentlig ikke til, at ske det helt store mht. omrokering, bortset fra at shellierne måske bliver flyttet over i vores 720 L. Det ser pt. gabende tomt ud, og det optimale ville være, hvis Triglaerne kunne gå alene i 960 Leren.

Håber Kim får lyst til, at tage lidt flere og bedre billeder af fiskene i det nye år.

Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot tor, 12/30/2010 - 10:24 Permalink


Vores søn tog lidt nye billeder juleaften.

En ung Trigla, der endnu ikke har fået det meget tunge udtryk i hovedet, som de gamle har.

src=/sites/default/files/forum/1F594DAA-E1CD-9F06-A18668A6DA3C9C6E.JPG

En par stykker af de gamle

src=/sites/default/files/forum/1F84B42A-D5C7-9A35-1B44E929B7104160.JPGsrc=/sites/default/files/forum/1F9BFD5A-9EAF-830D-C24EFC150DAA9969.JPG

Et par stykker af shellierne hvor den ene bestemt ikke bryder sig om, fremmedes tilstedeværelse foran akvariet.

src=/sites/default/files/forum/1FB74BB1-F272-C29F-12AA499F0ACA78DB.JPG

Godt nytår

Mvh
Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot søn, 10/16/2011 - 17:20 Permalink


Beretningen om livet i vores akvarier ender her - indtil videre.

Vores sidste Tanganyika blev af en nær ven, hentet og bragt til det dejlige Jydske land, som fremadrettet vil tage rigtig god hånd om dem. Der blev af gode grunde ikke taget billeder af seancen, hvor vores 960 L akvarie blev tømt for de sidste skønne Tanganyika cichlider og maller vi havde gående, ikke mindst vores grå eminenser incl. specialbyggede huler, der alle blev pakket pænt sammen, og heldigvis har klaret turen til det Jydske fint, på nær en enkelt gammel Trigla, som her til morgen havde opgivet ævret. Men den var også udtjent og i forvejen mæt af dage, og Trigla er ikke de nemmeste at hverken flytte, transportere eller akklimatisere.

Et lille input omkring granuerne skal dog med. Da vi hentede dem hjem i 2006, sagde de ikke en lyd under fangst og efterfølgende kønsbestemmelse/bundvending, hvor de var i hænder ovenvande i ret lang tid. De 4 gange de er blevet flyttet rundt på her hos os i mellemtiden, har de ikke sagt en lyd. Den sidste granu der i går blev fanget op, kom med en høj pibende lyd, som alle 4 i stuen hørte højt og tydeligt. Det var meget overraskende, at granuen også har noget, at fortælle engang imellem. Andre Synodontis er jo kendt for at sige lyde, og har ofte hørt det hos de andre typer vi har holdt. Granuerne har aldrig sagt et kvæk før. Som vores gode ven sagde: Den siger bare pænt farvel og tak for denne gang. Nok om det.

Det har været en ubeskrivelig rejse gennem den akvaristiske verden indenfor Malawi (som vi startede ud med) men især Tanganyika cichliderne, og enkelte af de fantastiske maller der er i Tanganyika søen. Vi har via den gamle cichlids.dk været heldige, at lære ekstremt dygtige akvarister at kende, som har rådgivet, inspireret og givet os mulighed for, at holde nogle af de smukkeste og mest interessante fisk man i vores øjne kan få held til at holde. En stor tak til Jer alle for Jeres evige og utrættelige vidensdeling - I ved hvem I er.

God vind til alle akvarister - tag et kig på Tanganyika cichliderne - de er næsten uendelige i arter og antal, og umådelig inspirerende, at holde i sine akvarier.

Hilsen
Kim og Yvonne
Skrevet af Kiwa

Robot søn, 12/19/2010 - 00:21 Permalink


Findes der federe akvarie.blog på det her internet?????:D
Skrevet af jensp

Robot tir, 07/22/2008 - 17:44 Permalink


Experter på dette område:)
bare man var fisk her i disse akvarier:P
Skrevet af Harti